(8 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på skovridergården Syvstjernen i Hareskov i Værløse. Laketours har med familiens tilladelse fået lov at bringe otte kapitler af den bog, Fra Vladivostok til Vestskoven, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre børn, nære venner og familie. Dette kapitel er det sidste i serien om skovriderens fantastiske liv.

12. Københavns skovdistrikt 1962-89

Efter de mange års voldsomme tildragelser og omskiftelser glædede Nete, vore 3 piger og jeg os til på og fra skovridergården Syvstjernen at gå ind til et rigtigt forstmandsliv, der omfatter et skovbrugs årlige rytmer, jagter m.m.

Med forhåndskendskab til skovfogederne og mange af skovløberne besluttede Nete og jeg, at vi ville bruge et par weekends til personligt at opsøge hver enkelt familie i hver eneste af skovdistriktets huse og hilse på.

Vi præsenterede os, kom indenfor og talte sammen godt em halv time hvert sted, og det var med betydelig undren, at vi måtte konstatere elementer fra den feudale tid, idet skovløbernes koner to steder nejede for Nete ved vor forud anmeldte ankomst.

Efter betydelige vanskeligheder fik vi alle 3 døtre optaget som dagelever på Bagsværd kostskole og gymnasium, og hurtigt fik vi et engageret forhold til skolens rektor, Svend Haderup, og en række af lærerne.

Centralt placeret, som distriktet var i forhold til hovedstaden, og med berøringsflader til begrebet rekreation, valgte skovdirektør Frølund at gøre Københavns distrikt til et forsøgsdistrikt for et moderne, udadvendt statsskovbrug.

Med nye kontakter til byplanlæggere, Hovedstadsråd, Naturfrednings-foreningens højborg m.m. blev godt 25 år på Syvstjernen et engagement i følgende nye tiltag:

Skovene blev zoneret efter benyttelse. Omfattende tilkøb skete i Værløseområdet.
Indpas i Naturfredningsforeningens ledelse.
Bestyrelsespost i Historisk Forening for Værløse kommune.
Fund af Rømers landobservatorium og oprettelse af Rømermuseet.
Vestskovens etablering og udvikling.
Lektorat i Landskabs- og fredningslære.
Skisma med Nationalmuseet omkring Harreskovenes stenanlæg.
Samtidig drift af vor familieejede ca. 600 ha store Tingskov og relationer til dansk privatskovbrug.
Salg af Tingskoven og lancering af fortidsminderne i Tingskoven og på Ålegård.

 Med så forskelligartede skovgæster som ryttere, fodgængere og cykelklubber, terrænløbere og ornitologer m.fl. var det nødvendigt med en opdeling af skovarealerne i forbindelse med en øget åbning af skovene i forhold til friluftslivet.

Fra gammel tid havde der været en vis zonering af skovene, f.eks. i A-skove og B-skove, hvor A-skovene var tilgængelige for alle kategorier af besøgende, medens B-skovene (beskyttede skove) ikke måtte benyttes af idrætsorganisationer, organiserede skovture med talrige deltagere, terrænsportsfolk m.fl.

Vedrørende selve skovdriften havde man haft en række skovafdelinger under betegnelsen ”Lyst- og Værnskov”, hvor sædvanlig tynding ikke måtte ske efter kvalitet, ligesom syge og døende træer fik lov til at blive stående, også i død tilstand, af hensyn til hulrugende fugle. Fornyelse skulle ske ved naturlig udvælgelse i selvsåninger o.s.v.

Nu skred man til mere drastiske zoneringer, idet dog klare erhvervsøkonomiske kriterier med store, ensartede monokulturer fik forrang i en række skove eller skovparter.

Heste og løse hunde var nok de største problemer mange steder. Derfor udpegede man, især de bynære områder, specielle hundeskove, hvor hunde måtte færdes løse, men under opsyn, ligesom man, ligeledes opad byerne, anlagde ret omfattende systemer af befæstede ridestier, så man undgik ridning ind gennem højskov.

Efterhånden er zoneringsprincippet slået ganske godt an, uden at man har behøvet at bruge det generelle multiple-use-system, altså flersidet anvendelse, hvor alt kan foregå mellem hinanden.

For at fremme skabelse af større og samlede områder indledte man i 1960erne i Harreskovområdet omfattende opkøb af privatejede arealer, der kilede sig ind i statsskovarealerne. F.eks. købte man den store ejendom Kollekolle, de private arealer med Kulhus og marker samt skoven Aasevang, ligesom restaurant Bøndernes Hegn erhvervedes sammen med små arealer med huse på. En del huse blev revet ned. Man sørgede for at få den uindskrænkede rådighed over hele Furesøen, Farum sø og Sortemosen.

Udviklingen på Københavns distrikt fra 1962

At omstille Harreskovområdet og Furesølandskaberne fra almindeligt erhvervsøkonomisk produktionsskovbrug til også at omfatte rekreative tiltag medførte omfattende, ikke-forstlige initiativer.

Rostadion og Furesø bad
Da et Europamesterskab i roning skulle finde sted i august 1963 på Bagsværd sø, blev der i samarbejde med Gladsaxe kommune og dennes dynamiske borgmester Erhard Jakobsen lagt planer for anlæg af et moderne rostadion på Bagsværd sø og i østsiden af statsskoven Østerhegn ved, at man traf aftale med ingeniørtropperne i Farum om ved hjælp af deres svære materiel at forme en stor tribune gennem flytning af flere hundredtusinde kubikmeter jord nede ved opløbsbanerne i vestenden af Bagsværd sø.

Statsskovbruget lagde areal til, militæret udførte arbejdet under ledelse af general Wieth-Knudsen, der var leder af ingeniørtropperne i Farum, og som samtidig var Københavns kommandant, og Gladsaxe kommune muliggjorde skabelse af rostadion ved at købe Bagsværd sø af Frederiksdal gods’ ejer, lensgreve Schulin.

I den strenge vinter 1962/63 og tiden frem til EM i sommeren 1963 kæmpede maskinerne sig gennem formningerne ved morgen efter morgen at måtte begynde med at bryde hul i store klumper af frossen jord.

Da anlægsarbejdet krævede en ny godt 1 hektar stor P-plads, der kunne rumme op til 1000 personbiler, eksproprierede kommunen en villagrund langs vejen Skovbrynet, medens skovdistriktet ryddede skoven på det fredskovsareal, P-pladsen skulle omfatte bagved, hvorefter militærets maskiner planerede arealet.

Dette afstedkom selvsagt et ramaskrig fra fredningsinstanser og naboer, der mente at burde kunne gå ud fra, at statslig fredskov var uantastelig til ikke-skovformål.

I fredningsnævn, Naturfredningsforeningen og tilsvarende instanser, udspandt der sig voldsomme protestaktioner, ligesom især DN’s lokalkomite i Birkerød ved Lars Thirslund rejste en folkestemning mod projektet og mobiliserede pressen i stor stil

Alt imedens tog såvel rostadion som P-plads endelig form, og efterhånden lagde dønningerne sig.

For i nogen grad at aflede opmærksomheden fra rostadion og dens P-plads gik vi ved Fiskebæk i gang med, i et samarbejde mellem Værløse og Farum kommuner, at udvide og modernisere et nedslidt badeanlæg, en lystbådehavn og en primitiv restaurant Furesø Bad.

Uden smålig skelen til eksisterende fredning langs Mølleåens sydside, og at det hele lå på fredskovspligtig grund, investerede de to kommuner i en stor betonbygning og en ny stor badestrand med tilført sand fra Tisvilde. Og også her løb man ind i voldsomme klager over overtrådte fredningsbestemmelser, anført af grundejerne på den anden side af Mølleåen i nord, landsretssagfører Rudolf Sand.

Her måtte fredningsdommer Dorn-Jensen med et skævt smil prøve at styre gemytterne under voldsomme fredningsnævnsmøder, hvor han ind imellem påbegyndte nævnsmøderne med at spørge mig: ”Nå, herr skovrider. Hvilken kasket har De så på i dag?”.

Klagerne mobiliserede kulturminister Ivar Nørgaard, men efterhånden fik vi indgået et forlig med nøje udpegning af, hvilke arealer, der var fredede, og hvordan bygninger og sandstrand skulle udformes.

Opkøb af privatejede arealer
Da Hillerød-motorvejen skulle anlægges fra Skovbrynet station i syd og gennem og langs vestsiden af Nørreskoven til Farumporten ved Fiskebæk, fik skovdistriktet tilladelse til at anvende areal- og ulempeerstatningen fra motorvejsanlægget til at opkøbe en række privatejede arealer øst for motorvejen.

Det blev efter lange og trange forhandlinger til statslige opkøb af Kollekolle, Kulhus med tilhørende mark- og skovarealer, d.v.s. Aasevang skov, restaurant Bøndernes Hegn samt køb af små private enklaver ved Kulhus-marken.

De mange opkøbsbestræbelser i årene efter 1964 kom også til at omfatte kommunalejede arealer af Furesøen i 1968 og 1971, hele Farum sø i 1975, Sortemosen i Farum søs vestende i 1967 samt ialt 5 småarealer, hvorved de samlede Furesølandskaber var frigjort for privatejede arealer generelt. Den rekreative helhed var en kendsgerning.

Af andre rekreative initiativer kan nævnes oprettelse af en af landets første naturskoler i Fiskebæk, lanceret af skovfoged Bjørn Døssing.

Man udlagde også ”hundeskove”, hvor hunde måtte løbe løse, men under ejerens kontrol. Anlæg af kondistier (motionsstier) med forhindringer, lavet af træ, samt nogle af de første vandreture med tilhørende foldere med skovkort og oplysende tekst og illustrationer.

Litteratur:     E. Laumann Jørgensen, ”Harreskovene”
Hernovs forlag 1984.

Statsskovbrugets 200 års jubilæum

P. Chr. Nielsen, der var formand for Skovhistorisk Selskab, og som boede tæt opad Skovbrugsmuseet i Hørsholm, gjorde i begyndelsen af 1960erne opmærksom på, at statsskovbruget i 1964 kunne siges at have sit 200 års jubilæum.

Den 23. juni 1764 approberede Kong Frederik V nemlig, at den på det tidspunkt hidkaldte Oberforstmeister Johann Georg v. Langen, der boede på Jægersborg, kunne gå i gang med et omfattende reformarbejde i de kongelige skove, især i Nordsjælland.

P.C. Nielsen foreslog, at han og jeg skulle gå i gang med at skrive en bog om den Langenske forstordning, og efter at vi havde sikret os den fornødne økonomiske støtte fra Videnskabsfonden og en række andre fonde, nåede vi frem til, ved forlaget Rhodos og dettes redaktør Niels Blædel, at kunne få trykt værket ”Nordsjællands skove gennem 200 år” med tilhørende 7 skovkort.

Kortene var det unikke ved udgivelsen, idet 6 af kortene lå i Rigsarkivet, medens det 7. blev opsporet til Landsarkivet i Viborg. De gamle kort var rene åbenbaringer. Håndkolorerede og klæbet op på blåt silke så de ved fremdragelsen fra arkiverne ud, som da de var blevet fremstillet i 1760erne.

Der var meget store vanskeligheder forbundet med at få kortene trykt i de rette vissenbrune farver, som de forelå i, og kortene måtte da også trykkes om en 2-3 gange, før et tilfredsstillende resultat forelå.

P. Chr. Nielsen udarbejdede den omfattende tekst til manuskriptet, og jeg bidrog med tekst og tegninger vedrørende de Langenske plantager, især i Nørreskoven, takket være, at daværende forststuderende Lars Toksvig, nu skovrider på Esrum skovdistrikt, i sin ”Storopgave” på 2. del af studiet i 1961, redte alle trådene ud omkring, hvordan v. Langen havde sammensat og drev det helt nye skovbrug i de kongelige skove.

Det var baseret på plantninger i systematiske blandingsbevoksninger, der var forsvarligt indhegnede for at undgå vildtbid og skade fra løsgående kreaturer, der i stort tal færdedes i skovene dengang før udskiftningen i 1789, der adskilte skov- og landbrug.

Toksvig påviste endog v. Langens rækker vinkelret på Furesøens bred, de oprindelige rækkeafstande og planteafstanden i selve rækkerne.

I selve Nørreskoven havde vi travlt med forberedelserne til 200 års jubilæet. Vi huggede fri, så man kunne se de oprindelige rækker ned mod Furesøen, og lysnede i undervækster af ær, som vi benævnte ”v. Langens fodspor”, idet hans indførte nye løvtræart ær hurtigt var ved at tage overhånd overalt i de Langenske plantager.

De tilbageværende 3 gamle, oprindelige alm. ædelgran blev også hugget fri, og stubben efter ædelgran nr. 6, der havde været Danmarks højeste træ i 1945, blev imprægneret, så man bevarede årringsgangene på hele stødoverfladen.

En skive af ædelgran nr. 6 blev savet af lidt over jordhøjde, imprægneret og slebet på Teknologisk Institut og blev jubilæets vartegn.

Da selve jubilæumsdagen oprandt 23. juni 1964, øsede det ned fra morgenstunden. Delegationen, der stod for arrangementet, begyndte om formiddagen i Gentofte kirkes våbenhus med afsløring af en mindeplade med teksten ”En af dansk skovbrugs fædre” J. G. v. Langen. Vi mindedes skovdirektør Frølunds bestræbelser forinden overfor daværende kirkeminister Bodil Koch, da hun den 3. gang, han opsøgte hende, udbrød: ”Kommer De nu der igen om Deres lig?”. Men vi fik da tilladelse til at opsætte bronze-mindepladen.

Om eftermiddagen var der stor ekskursion til Langens plantager i Dyrehaven og i Nørreskoven, og om aftenen gallamiddag for Statsskovriderforeningens medlemmer på Regattapavillonen med efterfølgende Sct. Hans bål på Bagsværd sø op til tribunen, hvor de indbudte sad.

Frølund holdt en lang omstændelig tale, og  da mørket faldt på, og det trak op til regn igen, bad jeg ham, da bålet var ved at gå ud, om at nå frem til midsommervisen og korte talen af. Han slog ud efter mig med ordene ”De med Deres midsommervise”. Men vi fik da afviklet hele arrangementet på ordentlig vis.

Litteratur:     E. Laumann Jørgensen og P. Chr. Nielsen.
                    ”Nordsjællands skove gennem 200 år”
                    Forlaget Rhodos. 1964.

Bestyrelsespost i Historisk Forening for Værløse kommune

Min forgænger i embedet på Syvstjernen, skovrider Erik Buchwald, var i 1948 medstifter af Historisk Forening for Værløse kommune og i 1953 af Værløse Museum.

Efter hans død i 1962 afløste jeg Buchwald i bestyrelsen, idet man ønskede at bevare en tæt forbindelse til skovene. Hermed begyndte et samarbejde, der kom til at strække sig over godt 25 år, indtil jeg i 1996 blev udnævnt til æresmedlem og trådte ud af Historisk Forenings bestyrelse.

Igennem ca. 25 år afholdt Historisk Forening hvert år den første lørdag i maj sin forårstur, der blev til en tradition med ture i statsskovene.

Emnerne var dels af forstlig art, dels senere efterhånden ture, der førte frem til den mængde af fortidsminder, skovene rummer, og som med tiden kom til at koncentrere sig om begrebet rillesten og astronomiske sigteretninger, da de fleste anlæg viste sig at være verdenshjørneorienterede.

Sideløbende udviklede Værløse Museum, der var blevet statsanerkendt, sig. Man fik faguddannet museumsleder, samtidig med at der udviklede sig frivillige, ulønnede gøremål med op til 80 medarbejdere.

Vestskoven

Gennem det meste af 1900-tallet havde man arbejdet med tanken om det ønskelige i at få skabt en stor ny skov vest for København for at imødegå en fortsat udvikling af ”Det skæve København”.

Efter 2. verdenskrig gjorde man forsøg på i Glostrup kommune vest for Vestvolden at udlægge nogle hundrede hektar til en Vestskov under ledelse af skovrider Mortensen Larsen på Jægersborg distrikt, men det førte ikke til noget resultat.

I begyndelsen af 1960erne spurgte landinspektør Erik Munk, der var medlem af byudviklingsudvalget under Boligministeriet, om jeg ville indtræde i en arbejdsgruppe, der skulle nå frem til en rapport om en ca. 1300 hektar stor Vestskov i Glostrup og Albertslund kommuner.

Fra de første år efter min tiltræden som skovrider på Syvstjernen arbejdede vi i udvalget, og i december 1964 fremlagde vi rapporten ”Skitse til en Vestskov”, der kom til at danne grundlaget for det kommende store arbejde, der i årene 1967 – 1980 skabte Vestskoven på ca. 1300 ha.

For at undgå misforståelser vedrørende kompetence indenfor statsskovbruget meddelte jeg skovdirektoratet, at alt vedrørende Vestskoven denne gang alene sorterede under Københavns distrikt

I vinteren 1966/67 fik jeg kontakt til en ejendomsmægler Edvard Hansen, der var kendt med hele Vestegnen, og jeg bad ham forsøge på at skaffe så mange salgstilbud som muligt inden for det udpegede Vestskovområde og at søge salgstilbud så spredt som muligt over hele området, da jeg af erfaring vidste, at skulle staten holdes fast på projektet, ville en spredt samling af opkøbte gårde og gartnerier og spredte huse forhindre, at staten holdt inde med opkøb, hvis man som sædvanlig løb ind i sparetider.

I foråret 1967 var alle sejl sat til for at få en Vestskov vedtaget.

Dagbladet Politikens redaktør Hakon Stephensen startede en pressekampagne under mottoet ”Lad os plante et træ”, hvor han bad alle, der syntes om tanken, om at indbetale 5 kr. pr. træ til en Vestskovkonto, og skovdirektoratet meddelte samtidig Landbrugsministeriet, at man kunne mønstre 34 salgstilbud på tilsammen knap 700 hektar og bad ministeriet indbringe sagen til vedtagelse i finansudvalget.

Daværende landbrugsminister Chr. Thomsen meddelte os, at vi godt kunne indlede forberedelser til indvielse af den nye skov, idet han nok skulle se at få et flertal af partierne til at godkende en principbeslutning.

Da alle 34 tilbud havde udløbsdato 31. marts 1967, var nerverne på højkant de sidste dage af marts 1967.

Men i en frokostpause den 30. marts meddelte en journalist fra Information mig, at han netop havde fået at vide, at Vestskoven var blevet vedtaget indenfor en beløbsramme på 66½ million kroner i Folketinget. Vestskoven var en realitet.

Daværende forstfuldmægtig Erik B. Nielsen kørte resten af dagen og hele næste dag rundt til de 34 tilbudsgivere og fik deres underskrifter på de afgivne tilbud.

                                _______________________

Der blev herefter dannet en opkøbsgruppe, bestående af Erik Munk, Boligministeriet, ekspeditionssekretær Helge Wulff, Landbrugsministeriet, kontorchef Jørgen Vestergaard, skovdirektoratet og mig, som de næste år jævnligt mødtes, tog ud til 2-3 tilbudte ejendomme pr. opkøbsdag og fik skrevet kladder til skøderne på ejendommene, som Vestergaard tog med ind i skovdirektoratet til renskrift og udsendelse til edelig underskrift hos tilbudsgiverne.

Omkring 1970 var de første 34 ejendomme i hus, og vi begyndte at forvalte ejendommene, efter at udstykninger og lejekontrakter for sælgerne til boligerne, forpagtningskontrakter til jorderne m.m. kom på plads.

Da det opkøbte areal rundede 1000 ha i 1973, efter at en krise omkring de store Risby-gårde var løst via en særlig finansudvalgsbevilling, kunne vi se frem til, at en samlet Vestskov kunne blive en realitet omkring 1980-90 eller meget hurtigere, end man havde turdet håbe på ved starten.

De 66½ million kroner, der var fremkommet som 1200 ha x 5 kr. pr. m2 + 10% til uforudsete udgifter under opkøbene + ½ million kr. til udstykningsomkostninger, viste sig at kunne holde helt frem til godt ind i 1980erne. Noget hidtil uhørt i forbindelse med store anlægsarbejder, gennemført af staten.

Det mere detaillerede forløb omkring Vestskovens tilblivelse fremgår iøvrigt af bogen ”Vestskoven” fra Hernovs forlag, 1982.

Censor i skovplanlægning ved KVL

Året efter at jeg tiltrådte som skovrider på  Københavns distrikt, bad skovbrugsafdelingen på Landbohøjskolen mig om at tiltræde som censor ved de årlige eksamensrejser rundt om i Danmark og i Skåne, da jeg havde en solid baggrund vedrørende skovplanlægning efter ca. 12 år i statsskovbruget som forstassistent ved Skovreguleringen og fra 1957-62 som skovtaksator eller chef for skovplanlægningen af samtlige statsskove.

Det blev en række interessante år, hvor professorerne Peter Moltesen og Niels Hermansen stod for eksaminationerne af de mange 3.dels studerende, medens skovrider Hans Dons og jeg var beskikkede censorer.

Det tog et par uger hvert år i april-maj måned, hvor vi som regel hver dag eksaminerede de studerende på to nærliggende distrikter, samtidig med at vi fire boede på hoteller og om aftenen drøftede opgaverne og de distrikter og deres skovridere, der var studieværter.

Professor Moltesen var en erfaren og streng eksaminator, der ikke lagde fingrene imellem, når han opdagede svagheder omkring de ca. 100 hektar skov, opgaverne omhandlede på hvert distrikt, og som opgavemæssigt skulle betragtes som et lille, selvstændigt skovdistrikt. Drevet erhvervsøkonomisk efter datidens principper. Det drejede sig hvert år om dels statsskovdistrikter, dels privatdistrikter under godser.

Når det gik for vidt, trak Dons i frakkeskøderne på Moltesen med ordene ”Så. så, Peter, nu ikke for hårdt.” De to var som forstkandidater holdkammerater.

Min opgave var som regel med de afleverede, reviderede skovkort enten at påvise fejl og mangler eller at sætte fingre på de foreslåede foryngelser af gammel eller dårlig skov.

De første halve snes år var de bedste, indtil sparebestræbelser reducerede eksamenskommissionen fra 4 til kun 2 personer, Moltesen og mig.

Indtil der sidst i 1960erne kom forstfuldmægtig på Københavns distrikt, var det en belastning at være borte fra distriktskontoret i op til 2 uger hvert forår, men gennem daglige telefonsamtaler med kontorets kontordame og Nete gik det dog.

Jeg ophørte som censor i skovplanlægning i 1972, da jeg søgte og fik det eksterne lektorat i Landskabs- og Fredningslære fra 1972-76.

Hermed slutter Laketours sin fortælling om skovrider E. Laumann Jørgensens fantastiske liv. Tak til familien for at have givet tilladelse til at bringe otte kapitler fra bogen. der udkom i 2015 i meget få eksemplarer.