Denne smukke statue på Sophienholm ville jeg så gerne vise deltagerne på turen med laketours rundt om Bagsværd Sø.
Den er helt uforståeligt blevet smadret af ukendte gerningsmænd og stumperne kunne ikke samles. Det var en gave fra de ansatte på Aller til Laura og Carl Aller i anledning af deres sølvbryllup.
Gid det var muligt at få lavet en kopi!!!
På Lyngby-Tårbæk kommunes hjemmeside vedrørende kunst i det offentlige rum kan man læse følgende:
Kunstner: Nicolai Outzen Schmidt (1844-1910)
Som en kontrast til de rolige omgivelser i Sophienholms park står den muskuløse, bronzerede skulptur af kyklopen Polyphemos i en lækrog og udspiller sit eget drama.
Navnet Polyphemos betyder ”vidt berømt”, og motivet stammer fra det græske heltedigt ”Odysseen”, hvor den én-øjede Polyphemos, søn af Poseidon og havnymfen Thoosa, har taget Odysseus og hans
mænd til fange i sin hule. Polyphemos æder to mænd hver morgen og aften, men Odysseus og hans resterende mænd får ham blindet med list og flygter usete ved at binde sig til undersiden af kyklopens får.
Polyphemos er her afbilledet i gang med at kaste en sten efter Odysseus’ sejlende skib. Skulpturen udstråler en nærmest foruroligende styrke, tydeligst set fra siden og bagfra, hvor den fremadgående bevægelse er markant. Skulpturen er et studie i muskler og findes i flere udgaver, bl.a. på ARoS, Aarhus Kunstmuseum.
Nicolai Outzen Schmidt modtog desuden Akademiets lille guldmedalje for den oprindelige gipsskulptur i 1874.
Kunstneren Nicolai Outzen Schmidt er uddannet fra Kunstakademiet, hvor han tog afgang som modellerer. Han udstillede flere gange på Charlottenborg. Nicolai Outzen Schmidt opholdt sig desuden i Rom i tre år, hvor han bl.a. skabte en statuette af maleren Albert Küchler. Efter hjemkomsten udstillede han især buster og mindre arbejder og blev senere selvstændig terrakottafabrikant. Blandt hans portrætskulpturer er bronzestatuen af Frederik VII (1885), som står på Torvet i Varde.