Sådan mistede stjerneforfatter sit hus ned til Furesøen

Den nu afdøde stjerneforfatter Thorkild Hansen (1927-1989) boede engang ved Furesøens bred, hvor han skrev nogle af sine bedste ting. Han mistede en dag den smukt beliggende sø-ejendom uden at sælge den. Hvordan det gik for sig, skal vi høre om her.

Visse skrivevanskeligheder var et problem for Thorkild Hansen på et tidspunkt. I bogen Søforhør, hvor han interviewer sig selv, fortæller han:

-Jeg følte desperat, at der måtte en fuldstændig omvæltning af min nuværende tilværelse til, før det kunne blive til noget, og deri havde jeg selvfølgelig ret. Man kan ikke lave om på sit sprog uden at lave om på sit liv.

–Hvori bestod omvæltningen?

-I et lille hvidkalket hus ved Furesøen. I at jeg forlod bylivet og kom til at bo i naturen, sådan set ganske banalt.

–Og siden har du aldrig kunnet arbejde i en by?

-Aldrig. Hvis man ikke har særlig meget talent, bliver man så meget desto mere afhængig af omgivelserne, og mit er en meget lille blomst, der visner, så snart den kommer væk fra jorden, og der ikke er vand lige i nærheden og solopgang og solnedgang og stjerner om natten og en krog med læ for nordenvinden.

–Og det var der her?

-Ja jeg fandt huset i slutningen af november 1954; det lå på en sydskrånende skovgrund lige mned til Furesøen, hvor jeg i sin tid havde sejlet og taget førerprøven. Birte (hustruen, red.) var ikke meget stemt for at forlade byen til fordel for så ensomt et sted, men hun skiftede siden mening, ……….

-Jeg fandt på at kalde det Pilar, for det er navnet på den spanske helgeninde, der tager sig særligt af pilgrimme og zigøjnere, og det syntes jeg passede fint. Jeg følte, at jeg efter så mange års omflakken endelig havde fundet et sted, hvor jeg kunne slå mig ned og blive resten af mit liv! Senere opdaghede jeg til min ærgrelse, at Hemingway havde brugt det samme navn til sin båd, det var ikke bare i Hvem ringer klokkerne for?, at der er en, der hedder Pilar. Nå, postbudet var ligeglad, han sagde Pilar med tryk på første stavelse og syntes, det var sådant et smukt navn, fordi han mnte, vi havde valgt flertalsformen for det svenske ord for piletræer! Der stod jo vitterlig nogle store pilar nede ved søbredden! Så lod vi pilgrimmene være piletræer og kaldte det for Pilar med tryk på første stavelse.
……

-Om vinteren kunne vi løbe på skøjter på søen og ski i skoven, om sommeren kunne vi gå i vandet fra vores egen bro. Jeg udskiftede efter nogle års forløb piratjollen med en gammel spidsgatter, der havde påhængsmotor, og som ikke krævede nogen vedligeholdelse ud over en gang tjære i bunden om foråret. Jeg havde købt den nede i Frederiksdal af en mand, der hed Mukkebikke-Jørgen, og den kom aldrig til at hedde andet end Mukkebikke-Jørgens båd, og det er den eneste af mine mange både, jeg aldrig har solgt igen, for den rådnede simpelt hen op i min besiddelse. Den levede jeg i fra tidligt om foråret til sent om efteråret, for på en sø er der altid et sted, hvor man kan sejle hen og finde læ. Jeg lagde mig ind i sivene og sad i solen og læste de tykke romaner, jeg skulle anmelde til avisen, og fik i de fleste tilfælde også skrevet anmeldelsen. Når jeg så dunkede hjem om aftenen, kunne jeg se mine to piger stå inde på broen, næsten altid klædt i ens kjoler, og vinke til mig og sige, far, du skal skynde dig, vi skal op og spise!, og bagefter, resten af livet, er sådan noget jo ganske enkelt lykken.

–Var det ikke det dengang?

-Jo, jeg husker, vi en dag fik besøg af en rigmand, der tydeligvis var svært interesseret, ikke i huset selvfølgelig, men mage til grund havde han ikke set før. Jeg forstod, at her kunne der gøres en hurtig handel med en fortjeneste på mange hundrede procent, men gjorde ham klart, at jeg ikke ville sælge. De har ret, sagde han, sælg det aldrig. Sælg det aldrig. Det skrev jeg mig bag øret. Jeg ville ikke miste dette sted. Det var før, jeg blev klar over, at man godt kan miste et sted uden at sælge det.

I det store værk FuresøHistorien finder vi forklaringen på, hvordan Thorkild Hansen kunne miste sin ejendom ned til Furesøen uden at sælge den.

Thorkild Hansen fik i 1966 De Gyldne Laurbær. Her mødte han Gitte Jæger for første gang, og hun blev lidt senere hans kæreste. Forfatteren havde meget stor succes med sine bøger Slavernes Kyst og Slavernes Skibe. Han tjente mange penge og købte et guldarmbånd til sin kone Birte og et mage til til sin elskerinde Gitte Jæger. Slavernes Øer afsluttede triologien og alle med tegninger af Birte Lund. Det resulterede i Nordisk Råds Litteraturpris i 1971. Efter prisoverrækkelsen var der fest på en restaurant i det indre København. Både Gitte Jæger og Birte Lund var med, og de havde nøjagtig ens guldarmbånd på, som de hver især havde fået tidligere af prismodtageren. Så smed Birte Lund Thorkild Hansen ud. Hun blev selv boende i Pilar i en årrække.

Således mistede Thokild Hansen sin ejendom uden at sælge den. Efter at være blevet smidt ud, slog han sig ned på Samsø med Gitte Jæger. Thorkild Hansen døde 62 år gammel på en sørejse til Carribien i 1989.

Thorkild Hansen har bl.a. skrevet følgende bøger:

Minder svøbt i Vejr. 1947.
Resten er stilhed. 1953.
Pausesignaler. 1959.
Syv Seglsten. 1960.
En kvinde ved en flod. 1961.
Det lykkelige Arabien. 1962.
Jens Munk. 1965.
Slavernes Kyst. 1967.
Slavernes Skibe. 1968.
Rejsedagbøger.1969.
Slavernes Øer. 1970.
Vinterhaven. 1972.
De søde piger. Dagbog. 1943-47. 1974.
Sidste sommer i Angmagssaklik. 1978.
Processen mod Hamsun I-III, 1978.
Samtale med Dronning Margrethe. 1979.
Kurs mod Solnedgangen. Nye Rejsedagbøger. 1982.

Kilder:

Søforhør – Nærbillede af Thorkild Hansen. Lindhardt og Ringhof. 1982.
FuresøHistorien – En lokal danmarkshistorie – Bind 2 fra 1660 til 1990. Udgivet af Værløseegnens Historiske Forening. 2014

Foto:

Ejendommen Pilar fotograferet fra søsiden.