Fantastisk historie tabt på gulvet

Forfatteren Henriette Rostrup sidder en dag med en fantastisk historie. I løbet af nogle år med omfattende undersøgelser i ind- og udland laver hun så sin roman på 653 sider med et efterskrift på fem sider. Bogen får navnet Grevinden og er netop udkommet på forlaget people´s.

Hovedpersonen i den virkelige historie er Grevinden af Bagsværd. Hun hed Angelica og blev gift fem gange med fem forskellige mænd. Hun kom fra ingenting og forlod denne verden langt fattigere selv om hun i nogle år af sit korte liv var en af landets rigeste kvinder.

Jeg elsker historien. Har fortalt den til flere tusinde mennesker gennem tiderne. Den er fyldt med kærlighed, konflikt, rigdom, drama og voldsomme begivenheder. Her den korte version for jer, der ikke kender til emnet:

Angelica bliver som spæd anbragt hos et ældre københavnsk ægtepar, fordi hedes far dør og hendes mor hellere vil være sammen med en ledvogter fra Fyn. Her vokser hun op og får lov at hjælpe med at servere i toddykælderen. Hun møder en svensk rigsgreve i kælderen, og de får en datter. Kort før fødslen aftales det, at hun skal til en præst i Kolding for at lære noget om livet.

I Kolding bliver en søn af en førende lakfabrikant i byen forelsket i hende, og han bruger sin egne penge, nogle af faderens og firmaets penge i forsøget på at begave og besmykke den unge kvinde fra København. Faderen giver sønnen mulighed for at gå til politiet og anmelde sig selv eller gifte sig med pigen og derefter blive sendt til Sydafrika. De unge gifter sig og skal i det fremmede lære at tjene deres egne penge.

Ægteskabet går i opløsning og Angelica kan ikke så meget andet end at stå i en bar. Der møder hun en ældre mand, der en dag beder hende om en personlig samtale med deltagelse af livlægen. Han tilbyder Angelica giftemål og hun vil aldrig komme til at fortryde det, hvis hun siger ja. Han er syg og har højst to år at leve i. Han dør efter et par år og efterlader sig en kæmpe formue. Hun arver næsten alt.

Hun rejser hjem til Danmark og køber Aldershvile Slot ved Bagsværd Sø. Hun henter datteren og datterens far til Slottet, hvor de lever sammen som en slags familie. Hun bliver gift med rigsgreven og får dermed titel af grevinde. Ægteskabet bliver opløst efter kort tid.

I London møder hun en ældre kunsthandler, og efter kort tid bliver de et ægtepar. Rige mennesker går dengang til hestevæddeløb, og der bliver hun vildt forelsket i en noget yngre rytter. Den nye unge fyr og en kammerat inviteres til Aldershvile Slot, men det er under renovering, hvorfor selskabet indlogeres på Bagsværd Kro. På kroen kommer kunsthandleren op at slås med den unge rytter. Under de tumultagtige scener bliver grevinden slået bevidstløs. Datteren, gæsterne og personalet finder rytteren siddende oven på kunsthandleren og i færd med at kværke ham.

Efter den dramatiske tur på kroen vil Angelica skilles fra kunsthandleren og gifte sig med den unge rytter, der langt fra en færdig med at bestige andre kvinder. Han bruger hendes penge til fester og heste og rejser.

En sommernat i 1909 brænder slottet og Angelicas værdier forsvinder. Hun sælger slottet til sin tidligere mand kunsthandleren og han lover at sende hende penge hver måned, så hun kan leve af de midler. Den ordning ophører af ukendte årsager måske fordi kunsthandleren stadig er vred og skuffet over at blive vraget til fordel for en ung mand, der har brugt løs af grevindens formue.

Angelica dør 44 år gammel. Måske af druk. Måske var hendes sidste drink efter hendes eget ønske blandet med gift.  

Denne fantastiske historie, som jeg har hørt siden jeg var barn, er beskrevet i to bøger. Den ene hedder Grevinden af Bagsværd og er skrevet af forfatteren Karen Aabye. Den anden er lavet af forfatteren Charles Haugbøll med titlen Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie.

Forfatteren har sin kunstneriske frihed, men hvorfor i himlens navn laver Rostrup om på dramaet med de fem ægtemand. I romanen er det helt uforståeligt og uden for enhver sandsynlighed og logik, at det pludselig er faderen til datteren, den svenske rigsgreve og den unge rytter, der kæmper mod hinanden. Det giver ingen mening – overhovedet. Kunsthandleren virker gennem romanen som en fin og ordentlig bejler. I virkeligheden var han en dannet skiderik.

Ifølge forfatterens efterskrift hjalp kunsthandleren Angelica med at klare økonomien i de sidste år. Senere udstykkede han dele af grunden og forærede resten af parken til Bagsværd med krav om, at ruinen blev stående og området blev gjort til offentlig park.

Hvem der har fortalt Henriette Rostrup det vrøvl ved jeg ikke, men det var grosserer Carl Olesen, der købte området af kunsthandleren i 1919. Han byggede bl.a. Aldershvile Slotspavillion og ejede hele området indtil 1927, hvor Gladsaxe kommune overtager det med slotsruin og det hele.

I forfatterens efterskrift fremgår det også, at et barnebarn af kunsthandleren takkes mange gange for sin store hjælp ved forarbejdet med romanen.

Forfatteren skriver: (barnebarnet)…. som tog sig tid til at mødes og fortælle om sin bedstefar, og som forærede mig Grevindens vanity set med den nitakkede Grevekrone, komplet med neglerenser, neglesaks og læbestiftspensel – stadig med rød læbestift på – som hendes bedstefar havde gemt i alle årene, efter de blev skift.

Her findes måske forklaringen på, at kunsthandleren får så rosende en omtale i romanen, hvor han hverken fremstilles som slagsbror eller tyveknægt af grevindens sidste penge. En god kilde har åbenbart en pris.

Når det er sagt må jeg også sige, at der er mange lækre oplysninger og gode detaljer i romanen og det hele i et letlæst sprog. Så fint redigeret med de små kapitler. F.eks. er beskrivelsen af forlagsdirektøren og hans verden blandt kulturpersonligheder godt lavet ligesom besøget på Sophienholm ved Bagsværd Sø virker ægte og troværdigt.

Jeg kan godt forstå, at forfatteren i sin kunstneriske frihed vender lidt rundt på årstal og begivenheder og den slags, men kan slet ikke fatte, hvorfor ægtemand nummer fire blot skal spille en bejler. Det svækker på alle måder historien i romanen. Hvis jeg var Henriette Rostrup ville jeg aflevere gaven med den nitakkede Grevekrone tilbage og skrive nogle kapitaler om. Så kunne det blive en bog til brug for en fantastisk  film om Grevinden af Bagsværd!!