Engang var Erik Frogne Knudsen (27/4 1889 – 17/6 1973) den rigeste mand i landsbyen Værløse. Han ejede den største gård – Hareskovgaard – og boede som barn på Grantofte, en nu nedrevet gård i Syvstjerne-kvarteret. Senere byggede Frogne Knudsen den flotte og smukt beliggende Villa Solbrink ved Søndersø.
Jeg stødte på hans navn i bogen om Værløse & Omegn og i jubilæumsskriftet om Hareskovgaard og spurgte hos Furesø Museer om arkivet kunne hjælpe med flere oplysninger. I arkivet fandt jeg en slags munter biografi om ham, skrevet af hans læge gennem mange år, den nu afdøde H. Lynggaard Hansen fra Værløse.
Lynggaard Hansen var ikke alene læge for, men også ven med rytterofficeren, direktøren, gårdejeren og den senere the-handler Erik Frogne Knudsen.
I henhold til afgivet løfte, skal jeg herved forsøge at bidrage til en slags biografi om Frognes civile liv.
F.K. blev født i København, faderen var maskiningeniør. Familien flyttede ved århundredskiftet til Værløse, hvor faderen drev en ret stor gård ved navn Grantofte som landbrug. Efter kort tids ansættelse i automobilfirmaet (Hans Lystrup) blev F.K. landvæsenselev.
Først drev han faderens ejendom, fik hurtigt forpagtet ejendommen Krogvænget og tilkøbte i 1913 den største gård i Værløse: Hareskovgaard, og erhvervede hermed 80 tønder land, som strakte sig fra Værløse by mod syd til Hareskoven.
Herefter var F.K. byens store mand med rigdom og anseelse og rideheste, og den epoke var nok hans sociale toppunkt.Hans foretagsomhed og konkurrencelyst i forholdet til byens andre store gårdejere (Grut-Hansen på Kollekolle og Worm på Birkhøj) var samtaleemne i byen.
Under 1. verdenskrig blev F.K. indkaldt, kom på kornetskole og blev hjemsendt som løjtnant af reserven. F.K. fastholdt sin tilknytning til militæret. Man har fortalt mig, at synet af F.K. i fuld udrustning på cykel med sværdet tværs over styret på vej til Hareskovbanens station i 1930’erne var et yndet samtaleemne i den lille landsby.
Nogen tid herefter forsøgte F.K. at få solgt de attraktive arealer lige nord for skoven, men dels kneb det at få byggemodnet, dels var tiden ikke moden til det, og F.K. måtte sælge for få procent af, hvad grundene er værd i dag.
For F.K. hang gymnastik og militærliv ubrydeligt sammen. Han var i mange år formand for Værløse Gymnastikforening. En mand som havde været fanebærer i foreningen i en årrække, var blevet træt af det og ville være fri for hvervet. Han klarede det på den luskede måde, at han meddelte F.K. at han var begyndt at tvivle på de symboler, som fanen repræsenterede, hvorefter F.K. harmdirrende fratog ham det repræsentative hverv.
Man kunne formode at den økonomiske deroute F.K. havde været ude for havde gjort ham ulykkelig eller bitter. Det var slet ikke tilfældet, han var i besiddelse af et godt humør med springende tankegang, nye ideer blomstrede opg foretagsomheden var upåvirket.
Af ydre var han en lille mand med rundt hoved, øjnene mørke og dybt liggende, fulde af liv. Bemærkelsesværdig var næsens størrelse og farve som kunne lede tanken hen på gammel portvin, men det var ikke tilfældet. Farven skyldes en hudsygdom, der hedder rhinofyma, som er i familie med acne. I de år jeg har kendt F.K. kunne jeg ikke bevæge ham til at drikke noget stærkere end gul sodavand.
Han var en myte i byen, landsbyen kunne godt lide ham. Om morgenen afgik toget til Nørrebro ikke før F.K. var kommet med på vej til the-handelen. Ydermere havde stationsforstanderen (Dahlin) altid hvide handsker på ved denne lejlighed.
Ved den tid boede F.K. på Hareskovhvilevej i et hus, han selv havde været med at bygge, en medhjælper, en soldaterkammerat, blev under bygningsarbejdet tiltalt ved Nr. en ting civilisterne syntes var nedsættende.
Huset var en toetages villa, ca 12 meter fra vejen, der var et fald fra huset ned til vejen. F.K. havde udnyttet dette fald til at indrette et lille vandløb, beklædt med vandplanter ned ad skrænten. Vandløbet blev holdt i gang med en elektronisk pumpe. I huset var der en stor hall. Husets vægge var behængt med genstande, som afspejlede F.K.s sunde interesser.