Nyt liv ved Valdemarstenen på Kaalundspladsen?
Vi har i Værløse et mindesmærke, der er en slags talerstol og rejst for en begivenhed, der fandt sted i Estland for snart 800 år siden, og som står på en plads i Nørreskoven, der er opkaldt efter en i dag ukendt digter, der boede få år af sit liv i Farum.
Det historiske mindemærke Valdemarstenen med talerstolen på Kaalundspladsen var i mange år i brug og blev ikke mindst et samlingspunkt under anden verdenskrig. Nu er traditionerne dødet ud. Ingen gider mere tale, synge eller danse på pladsen. Udsigten til Furesøen er desuden forsvundet i krat og ligegyldige træer.
Om blot fem år fylder mindesmærket 100 år. Var det ikke en ide allerede nu at se på og overveje, hvad vi kan bruge den fantastiske plads til igen?
Sidste søndag i maj var jeg guide for 31 cyklister langs Mølleåen. Vi gjorde stop ved Valdemarstenen og jeg trådte op på talerstolen og fortalte, at jeg kendte en præst ved Hareskov kirke som i al fald kunne fylde rummet ud med sin store stemme og fysiske udstråling. I det samme tog en af mine gamle venner Fine Holten, billedet som ses over artiklen.
Valdemarstenen blev opstillet i 1919 til minde om, at det var 700 år siden, at Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland under det drabelige slag ved Lyndanisse.
Sagnet fortæller, at Valdemar Sejr var ved at tabe kampen, da han den 15. juni 1219 beder om Guds hjælp til at slå hedningene.
Svaret fra Gud kommer uden tøven. Dannebrog daler ned fra himlen, og danskerne vinder krigen.
Jeg skal ikke her rippe op i uenigheden om datoer og årstal for flagets nedkomst og dets senere skæbne. Nogle mener det allerede faldt ned i 1208, mens andre holder på årstallet 1220. Under alle omstændigheder er det blevet besluttet, at den 15. juni – altså i dag – er Dannebrogs egen dag!
Mindesmærket i Nørreskoven er formet som en gravhøj fra den danske oldtid og på Valdemarstenen står følgende:
1219-1919
Syv hundred
somre svandt
siden Volmer drog
over sø og sejr vandt
under Dannebrog
I Furesø Museers arkiver kan man finde en reportage i Frederiksborg Amts Avis fra dengang mindesmærket blev indviet. I artiklen hedder det bl.a., at den nye festplads blev indviet i – Overværelse af en Forsamling paa ca. 800 Mennesker. Alle beundrede Talerstolens stilfulde Opsætning.
….
Iblandt den store Forsamling foretoges en Afstemning om, hvad Navn Pladsen skulde have. Der var fremkommet to Forslag om Navnet; nogle vilde have, at Navnet skulde være Valdemarspladsen, andre foreslog at give Pladsen Navnet Kaalundspladsen, som herefter er Stedets officielle Navn.
Pladsen er således opkaldt efter Hans Vilhelm Kaalund, der blev født i København i 1818 og døde på Frederiksberg i 1885. Kaalund søgte tidligt kunsten i sit liv og forsøgte sig både som billedhugger og maler indtil han blev forfatter og digter.
Efter en nervelidelse i 1838 boede han de følgende fire år i Farum. Han blev her midtpunktet i en flok af unge som han førte an i et festligt sommerferieliv med bådfarter og køreture. Han ramte et nyt nerveanfald og lå i seks måneder på Frederiks hospital. Farum-årene er beskrevet som hans digteriske gennembrudstid.
Et digtsamling fra 1859 blev ret populær og Kaalund og tiden – som det fortælles – havde fundet hinanden: kærlighed til naturen, fædrelandsfølelse, tro på det bestående og samtidig lidt frihedssværmeri, opposition mod etikette og tvang, bag alt en kristelig overbevisning, en idealistisk tro på lysets sejr.
Kaalund var dog ikke i stand til at leve af sin kunst. Han var nødt til at tage et arbejde og blev overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille cellefængsel.
Tilbage til indvielsen af Valdemarstenen i 1919 fortæller Frederiksborg Amts Avis videre:
– Pastor Krogh besteg dernæst Talerstolen og bød den store Forsamling velkommen samt udtalte Haabet om, at denne Dag maatte blive en god Dag for alle, som skulde høre noget om vort Flag. Efter Sangen Velkommen i det grønne Land udtalte Pastoren:
– Vi gaar en ny Tid i Møde, og hos mange findes bange Anelser for Fremtiden. Derfor er det godt, at vi kan komme sammen for at udveksle Meninger med hverandre; thi Ordet er det bedste, som kan bringe Ro over Sindet; Pressen bringer os Bud om Begivenhederne ude i den store Verden, men vi maa komme sammen for at drøfte disse Begivenheder indbyrdes. Talerstolen er rejst og vil sikkert staa i mange Hundrede Aar, og herfra skal Mænd og Kvinder bringe deres Aands bedste Tanker ud til os. Jeg vil anbefale Egnen at gøre flittig Brug af Pladsen..
Jeg har forelagt Værløseegnens store historiefortæller Niels Bødker Thomsen ideen om at gøre noget ved pladsen. Niels Bødker Thomsen svarer:
– Traditionen med at bruge pladsen til offentlige sammenkomster og lignende er død. Din ide om, at bruge pladsen igen, synes jeg er god.
– Jeg har drøftet dette med skovvæsenet, og jeg tror vi får åbnet udsigten til Furesøen igen. Jeg vil også tage anvendelsen af pladsen op i Værløseegnens Historiske Forening, svarer Værløses historiefortæller.
Her er hvad Kaalund skrev i et digt med titlen Farum:
Her i Farums skovomkranste Eden
ved den stille Sø,
vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden
ved en Stak af Hø,
og af Hyld en Hyrdefløjte skjære
med idyllisk Klang;
Skov og Sø og Himlens Pragt skal være
Noder til min Sang.
Snart som Bien hænger sig mit Øje
ved hver Blomst og Straa,
snart det taber sig i Himlens høje,
grænseløse Blaa,
snart i Vesten drømmende det hviler
paa den gyldne Sky,
snart fra Søens Bred det vinget iler
til den stille By.
Hisset smiler den som Barnet rolig
i sin Moders Skjød;
bagved Præstens fredelige Bolig
knejser Kirken rød.
Sagte hviskende ved Havemuren
Hængeasken staar;
over Dødens Senge har Naturen
bredt sin Blomstervaar.
Rundt om Søens klare Spejl sig slynger
Bøgeskovens Krans;
Bølge sagtelig mod Bølge gynger
i Najadedans;
som en lysegrøn Smaragd indfattet
i det sølvblaa Vand,
hæver Øen sig med Ellekrattet
om sin Blomsterrand.
Fuld af Sorg og Uro tumler Verden
sig der udenom:
Ingen Lyd af Vrimlens travle Færden
naa’r dens Helligdom;
fredelig sin Røst Bogfinken hæver
i dens Hybenhæk.
Til den fjerne Fursø Øjet svæver
over Fiskebæk.
Bag ved Søen i romantisk Vildhed
knejser Bøg og Gran;
dér i Skovens tempeldybe Stilhed
bor den gamle Pan.
Mellem Brombærkrat og vilde Ranker
tyst han grubler dér;
milde Vindpust fra de stejle Banker
Syrinx’ Toner bær’.
Over Kæmpegraven Freden throner
med sin Axekrans,
medens Farums Kirkeklokke toner
sødt i Aftnens Glans.
Ingen blodig Norne længer vejer
Liv og Dødens Gru;
dér, hvor Sværdet hvined, Leen mejer
Engens Kløver nu.
O, hvi kan jeg ej som Fuglen bygge,
fri for smaalig Tvang,
her i disse stille Skoves Skygge
med min glade Sang!
Skjønne Farum! fra din Blomstervrimmel
kalder Staden mig.
Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel,
skal den ligne Dig!