(4 af 8)
Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på skovridergården i Hareskov.
Laketours har med familiens tilladelse fået lov til at bringe en række kapitler af en bog, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre døtre, til familien og nære venner. Den er trykt i få eksemplarer. Her er fjerde kapitel:
4. Skoletiden før Gl. Hellerup
Jeg kom i Thorvaldsens skole, tæt på, hvor vi boede på Vodroffsvej, sammen med min fostbroder Jørgen, der støttede mig rigtig meget i min helt nye og uvante situation.
Efter nogen tid blev det åbenbart, at min skolegang var uholdbar. Jeg kunne ikke læse dansk, så min mor læste og terpede alle lektierne med mig. Jeg kunne heller ikke skrive dansk, idet jeg stavede ordene på engelsk. Jeg har nogle af mine første danske stile, hvor der er over 20 stavefejl pr. side i stilebogen. Regning gik det fint med. Men alle mellemregninger i hovedet skete selvsagt på engelsk.
Dette fandt den pædagogisk håbløse regnelærer ud af og forlangte, at jeg i klassens påsyn skulle stå op ved min pult og regne højt på dansk. Dette var naturligvis en umulighed, og jeg kunne sætte mig ned igen under stor moro for klassens elever.
Så samme efterårsdag, da det var mørkt og øsregnede, sang man til morgensangen salmen “Dybt hælder året i sin gang” med dens klagende klange i mol.
Dette fik bægeret til at flyde over. Jeg tog min taske og ilede gennem regnen hjem til min mor og proklamerede, efter at have fortalt om regnetimen, at jeg ikke ville sætte mine ben mere på Thorvaldsens skole.
Mor og gudmoder appellerede med det gode om, at jeg skulle gå tilbage til skolen. Udelukket!! Herefter i tiltagende truende ordvalg, at i Danmark skulle man gå i skole 6 dage om ugen.
Jeg satte mig ind på min seng og bed tænderne sammen. Min mor gav sig til at græde. Alene som vi to var i hele verden..
Jeg stod fast ved min beslutning dagen efter, hvilket førte til stor parlamenteren frem og tilbage og med telefonsamtaler dagen igennem. Næste dag skete det til min store tilfredshed, at min mor pakkede alt vores grej sammen, og at vi i hast i en taxa blev kørt til hovedbanegården for med toget at køre den dengang lange togrejse med to gange færger over Store- og Lillebælt, til vi om aftenen ankom til Ålborg.
Her blev vi modtaget af og kørt i min onkel Johannes’ personbil til Ågade 36, hvor min onkel og moster Marie boede i en stor lejlighed. Min mor og jeg fik her varigt ophold i næsten et år i den ene ende af lejligheden og med egen udgang til hovedtrappen.
Ågadens skole
Så langt, så godt! Jeg funderede over, om det nu var så alvorligt ment med den skolepligt i Danmark, siden jeg atter i flere uger kun terpede lektier med min mor i vores nye dagligstue. Især kong Chr. II optog mig, og jeg kunne på flydende dansk berette om “Sigbritt og Dyveke”, der dog hele tiden blev til “Siveke og Dyveke”.
Nogen tid senere blev der arrangeret et strategimøde ved middagsbordet hos moster Marie, og hvor onkel Johannes, stor og korpulent, som han var, tronede for bordenden, og hvor det blev fortalt mig, at der med toget fra København ville ankomme en ung lærerinde, som mor havde annonceret efter i Berlingeren.
Den nyuddannede og unge lærerinde, Kamma Kausholt, indfandt sig, og efter diverse forhandlinger fik hun pladsen som hjemmelærerinde og med tilsagn om, når tiden var inde med besked fra min far i Buenos Aires, at tage med os til Argentina som lærerinde i de efterfølgende år.
Hjerl Hansen firmaet i Buenos Aires
Inden afrejsen fra Japan havde firmaet som nævnt forberedt min far på, at han, når han og familien var kommet til Danmark, og min mor og jeg var blevet installeret, skulle afrejse med skib til Buenos Aires for at undersøge, om filialer af Alminko dernede var solvent og i stand til at videreføres.
Det viste sig hurtigt, at dette ikke var tilfældet. For 3. gang i sit liv forberedte han sammen med Paul Lenzberg, senere direktør i A/S Plumrose, at likvidere sit firmas afdeling ude i verden.
I Ålborg fik jeg, medens vi ventede på svar fra Buenos Aires, god undervisning i at læse og skrive dansk, ligesom jeg lærte at regne, også på dansk.
Ågades skole, som vi kaldte skolestuen hos min moster og onkel, fungerede fra sommeren 1929 og ½ – ¾ år frem i tiden.
Min onkel Johannes var repræsentant eller handelsrejsende, som det hed dengang, hos grossistfirmaet J.P.Jensen & Co., der forsynede købmænd i hele Himmerland med kolonialvarer m.m. Han havde til sit arbejde en 4-dørs Chevrolet, og en dag i hver eller hveranden uge tog han mig med rundt til købmændene. Nogle herlige ture i det smukke og kuperede landskab, og hvor vi pr. dag kunne overkomme at besøge en 3-4 spredtliggende købmandsforretninger. De dage havde lærerinden frøken Kausholt så fri.
I etageejendommen for enden af Ågade fik jeg en god, lidt ældre kammerat Jørgen Dindler, hvis forældre havde et sommerhus i Løkken.
I begyndelsen af august 1929 blev det arrangeret, at jeg kom med Dindler-familien til sommerhuset. Efter nogle dages forløb konstaterede jeg, at Jørgens og mit værelse var fuld af ørentvister, der også om natten kravlede rundt i min seng ved hovedpuden.
Og pludselig skete det, der ofte sker for drenge i 10-12 års alderen. Jeg længtes voldsomt hjem til min mor, moster og onkel. Kunne ikke sove om natten, græd i smug og gennemlevede et par dage med det mareridt, længsel er for dem, der har prøvet det..
I Ålborg havde de fået besøg fra U.S.A. af min morbror, onkel Otto fra Harrisonburg sydvest for Washington, der var kommet på ferie, og midt på en søndag kom de i bil på besøg hos os i sommerhuset i Løkken.
Jeg tvang mig til kun at være tavs. Onkel Otto var for år tilbage som ganske ung blevet sendt til U.S.A. for at klare sig selv, så han kendte til at længes. Lidt til side sagde han til min mor “Den dreng længes, så det forslår. Han skal væk herfra omgående”.
Onkel Otto, storentreprenør i U.S.A., var meget beslutsom, og han talte med familien Dindler og meddelte, at han i den kommende uge gerne ville disponere over mig, inden han rejste tilbage til U.S.A. I en kaffepause drog Otto Nielsen ned i Løkken by, lejede en bil og på turistkontoret et stort værelse på 1. sal i en villa, og som en gave fra himmelen kom han og hentede mig og mit tøj, medens de andre takkede af og kørte tilbage til Ågade i Ålborg. Ingen fandt frem til baggrunden for Otto Nielsens strategi.
Der fulgte nu en uges ferie i godt vejr, som jeg mindes som et højdepunkt i min opvækst.
Fra det store værelse kørte vi om formiddagen til vandet, fik et bad og en ispind, spiste frokost på daværende strandpavillon og besøgte nogle eftermiddage Rubjerg Knude, Børglum kloster og Blokhus strand.
En mindre hedebølge fik den iltre onkel til at løsne hasperne på midterruden i vinduet med to lodrette sideruder. Det store vindue var ikke beregnet på at skulle åbnes, så da onklen udbrød “Puh, sikken en varme!” og stødte til vinduet, røg karm og rude ud i luften og ned på fortovet, hvor det knustes til stumper og stykker. Det lo vi meget ad.
Efter en pragtfuld uge afleverede onkel Otto mig i Ålborg og tog kort tid efter tilbage til U.S.A. Jeg genså ham først ca. 40 år senere, da skovrider Engberg fra Bornholm og jeg var på en månedlang studierejse i Staterne.
Telegrammet den 29/12 1929
Mellem jul og nytår 1929, medens Ågades skole holdt juleferie, indløb følgende telegram fra min far i Buenos Aires, og som ændrede hele mit fremtidige livsforløb:
“Modtog i dag strengkonfidentiel telegraferet instruktioner om at
forberede likvidering- Rejs derfor ikke; har annulleret billetter.
Afvent brev. Glædelig jul til alle.”
Stor opstandelse. Frøken Kausholt fortvivlet over, at hendes Argentina-eventyr gik i vasken. Min mor stoisk afventende nærmere. Jeg selv jublende glad for ikke at skulle på rejse igen til den anden ende af verden og begynde igen på ny, vel sagtens, spansk skole.
De første måneder af året 1930 gik med, at lærerinden bragte mig a jour med viden i de forskellige skolefag, så jeg var kompetent til at komme i 5. klasse i den danske folkeskole.
Indboet fra Japan omdirigeres
Hele vores indbo fra Japan, der var på vej med skib syd om Asien og Afrika til Argentina, blev nu telegrafisk omdirigeret og lastet over i et andet skib i sydamerikansk havn med København som ny destination.
Lejlighed i København
Efter beslutningen om at likvidere Buenos Aires-filialen havde hovedkontoret i København sonderet boligmarkedet nord for hovedstaden og fundet frem til en 4-værelses stuelejlighed på Strandvænget 1 op til Svanemøllen station i en af de store firkantede boligkarreer, der var bygget af byggematadoren Simonsen.
Først på foråret 1930 ankom min far, og da indboet og flyttegodset var vel ankommet med skib til Frihavnen, rykkede vi ind på adressen Strandvænget 1.
Sendt til Balkan
Knap var min far faldet lidt til ro i København, før firmaet sendte ham på en ny mission til Jugoslavien, Rumænien og Ungarn, perioder hver på 3-4 måneder, for at lave forretninger.
Under korte ophold hjemme sagde han tit, at det var en samling røvernationer (som nu), der ikke var værd at ofre kræfter på. og efter et års tid hjemkaldte firmaet min far og gjorde ham til direktør i den nylig af concernen opkøbte mælkekondenseringsfabrik Sønderbyes Fabrikker i Assens.
Fru Busses privatskole
Fra lejligheden i Strandvænget 1 kom jeg foråret 1930 i 5. klasse i fru Busses privatskole på Strandparksvej. En parallelvej til Frederikkevej, hvor Gammel Hellerup Gymnasium lå. Privatskolen gik for at være forberedelsesskole til rektor Hartvig Møllers Gl.Hellerup Gymnasium.
Op til sommerferien 1931 skulle man søge om optagelse på et af tre gymnasier, nævnt i foretrukken rækkefølge.
Jeg sled i det i forårsmånederne 1931 og var så heldig at komme ind på Gl. Hellerup.
En del bekendte slog 7 kors for sig, da de hørte, hvor jeg var blevet optaget. Vi gav skolen 1. prioritet i vor ansøgning, dels på grund af fru Busses anbefaling og dels, fordi Hellerup lå i en bekvem gå-afstand fra Strandvænget, og endelig fordi et par sporvognslinier førte fra Svanemøllen og til Hellerup endestation. Skolen var elsket af mange, der ønskede en avanceret skole. Hadet af andre ud fra afvisende tradition og pædagogik i forhold til den danske folkeskole.
Midt i august 1931 begyndte jeg så min første regelmæssige skolegang i 1. mellem sammen med ca. 15 andre elever.
(Foto: E. Laumann Jørgensen 13 år)