Opstigning til toppen af Danmarks dengang højeste træ

(7 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på skovridergården Syvstjernen i Hareskov i Værløse. Laketours har med familiens tilladelse fået lov at bringe otte kapitler af den bog, Fra Vladivostok til Vestskoven, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre børn, nære venner og bekendte. Bogen blev trykt i 2015 i ganske få eksemplarer. Billedet over artiklen viser Laumann Jørgensen (nederst) og vennen og kollegaen Ogstrup stige op i Danmarks dengang højeste træ, ædelgran nr. seks i von Langens plantage i Nørreskoven i Værløse.

7. Skovtilsynet i Vejle amt – ansættelse i statsskovbruget

Det var almindeligt dengang, at nyudklækkede forstkandidater søgte om midlertidigt arbejde hos arboretforstander C. Syrach Larsen, der havde kontor og boede i huset i Forstbotanisk Have ved Charlottenlund station.

Jeg cyklede derud og forhørte mig hos det elskelige menneske, Syrach Larsen var. Jo, jeg kunne godt i nogle måneder løse opgaver for ham inden for træforædling, podning af forskellige træarter, fotografering af kårede bevoksninger og enkelttræer m.m.

Med tog og på cykel drog jeg rundt på Holbækegnen, på Odsherred statsskovdistrikt og i Sorøskovene, men en dag hen på sommeren 1944 lå der brev til mig fra skovrider Halskov Hansen, Randbøl statsskovdistrikt vest for Vejle og fra dennes assistent George Løwe, om jeg havde lyst til et års ansættelse ved Skovtilsynet i Vejle amt, som Halskov Hansen netop havde overtaget efter sin forgænger i embedet.

Det var en noget rodet og uoverskuelig tilstand med hundredvis af bilag og protokoltekster, ordnet datovis vedrørende de ca. 3.000 private småskove, der hørte til amtets bøndergårde, og desuden tilsynsprotokoller for amtets private skovdistrikter og større privatejede skove. Det hele i en samling af store papkasser.

Jeg ankom til Gjøddinggård skovridergård en sommerdag og med tilsagn, som det var almindeligt dengang, om at kunne få kost og logi på skovridergården, hvor der i forvejen boede en skovfogedassistent Mortensen..

Vi boede på 1. salen i hver sit værelse, der efterhånden åndede af jagt og fiskeri. Mortensen var suveræn fisker, og om aftenen efter arbejdstid og aftensmad cyklede vi over til Engelsholm sø. der var købt til distriktet, da Engelsholm gods blev splittet ad som følge af  tvangssalg af slot, skove, marker og søen.

Vi roede ud til bugten mellem slottet og Nørup kirke, og med udsigt til disse kulturhistoriske perler fangede vi gedder og store aborrer med kastestænger, spindere og faste stænger med liner. Vi kunne rigeligt forsyne husholdningen med store spisefisk, også ål.

I nogle måneder var arbejdet med at nyoprette et kartotek med blå læg for hver af de op til tusind småskove en triviel affære, men husets hygge med dets 2-3 årige datter Dorthe, hunde og katte opvejede langt det ensformige.

I september måned 1944 efter tyskernes aktioner mod politi og flåde kom vi til at huse en fremstående politimand fra Thisted, der var gået under jorden. “Stikkeren” kaldte vi ham for ikke at bruge hans egentlige navn. I huset var han noget af en spurv i tranedans.

I julen og nytåret 1944/45 var jeg i København for på amtssygehuset i Gentofte at blive opereret for hæmorider, som jeg havde pådraget mig på førsteåret af at bære de tunge granstammer ud. De var nu så smertefulde, at jeg måtte opereres.

Stemningen på sygehuset på vor 6-sengs stue, her få måneder før tyskernes kapitulation, var anspændt. Et oplivende moment på stuen var, når en utrolig smuk og flot ung natsygeplejerske kom fejende ind på stuen med medicin og andet og fik os 6 patienter til at komme op med humøret.

Selve nytårsnat kl. 24, da der var slukket og stille på stuen, kom hun ind til mig, og siddende på hug ved min seng kunne vi stille snakke sammen og ønske hinanden godt nytår med håb om, at krigen snart var ovre.

I begyndelsen af 1945 blev der af statsskovbruget opslået 3 ledige stillinger som forstassistenter, og da min årgang godt kunne komme på tale, sendte jeg en ansøgning ind, bilagt eksamenspapirer og en anbefaling fra skovrider Halskov Hansen i så personlige og fagligt rosende vendinger, at jeg blev mere end flov.

I skovdirektoratet
Efter påsken 1945 var jeg i København for at blive checket på amtssygehuset i Gentofte. Skovrider Halskov Hansen havde bedt mig om at opsøge skovdirektøren i skovdirektoratet for at præsentere mig som ansøger til en af de 3 opslåede forstassistentstillinger.

Jeg tog ind på Slotsholmen, hvor direktoratet dengang lå, og traf på en af gangene administrationsskovrider Aksel Hviid, der lige havde afleveret en stak indgået post hos skovdirektøren, og han fortalte mig, at Landbrugsministeriet i bunken havde svaret, at jeg var den ene af de 3, der var blevet ansat ved statsskovene. Han gratulerede og gik videre.

Jeg fandt frem til døren ind til skovdirektør Lorentzen og bankede på og blev bedt om at tage plads. Direktøren berettede, at der nok snart ville komme svar fra ministeriet, men at jeg jo var meget ung, så nu måtte vi se, hvordan det gik.

Det forunderlige var, at jeg lige foran direktøren kunne se et brev stikke frem fra Landbrugsministeriet, men at skovdirektøren tydeligvis endnu ikke havde gennemgået posten. Jeg fandt hurtigt ud af, at det bare var med at lade som ingenting, takke af og forlade kontoret.

Ude på gangen sundede jeg mig og fandt situationen højst mærkværdig, da jeg jo havde fået at vide af skovrider Hviid, at jeg var blevet antaget.

Pludselig kom skovdirektøren ud og kaldte på mig og meddelte, at han netop af dagens post havde erfaret, at man i ministeriet havde valgt at tage alle 3 ansøgere fra min årgang og springe hele foregående årgange over af en række helt specielle årsager. Nu blev jeg igen gratuleret og fik at vide, at jeg skulle tiltræde i København den 1. maj 1945.

Fortumlet cyklede jeg direkte ind til min fars kontor på Sct. Annæ Plads for at meddele ham nyheden om min ansættelse.

Min fars reaktion, da han jo var inkarneret privat forretningsmand, var “Vil det sige, at du bliver statstjenestemand?” – “Ja, det vil det jo”. “Nå” og efter en pause “men det er vel ikke værre, end at du om fornødent kan sige op?”.

Afrejse fra Randbøl
De sidste uger af april måned 1945 var kaotiske overalt i Danmark. På Gjøddinggaard beredte jeg mig på at holde op og begive mig til København for at møde frem i afdelingen for skovplanlægning fra 1. maj hos min nye chef, skovtaksator J.A. Løvengreen. 

Men ingen samfærdselsmidler virkede mere i krigens sidste uger. Der gik ingen tog, da banelegemerne var sprængt i luften, så jeg besluttede mig for slet og ret at cykle fra Randbøl og til København.

Til brug ved skovtilsynet havde skovrider Halskov Hansen en 4-personers Plymouth med påmonteret trægenerator, så han kørte mig til Lillebæltsbroen, hvor vi tog afsked med hinanden, hvorefter jeg trak cykel og bagage over broen, der var spækket med tysk militær.

Fra Randbøl skovdistrikt havde jeg et Personalausweiss til at færdes på Vandel flyveplads, som rummede vores Frederikshåb plantage. Dette Ausweiss med stempler og hagekors skaffede mig gennem flere afspærringer på Lillebæltsbroen, hvorefter jeg tramplede af sted mod Nyborg.

Her viste det sig, at et antal af Bernadottes hvide busser holdt klar til at blive sejlet over Sjælland. Så jeg masede mig med cyklen ind i skaren af befriede koncentrationslejrfanger. Hen under morgenstunden blev vi sat i land i Korsør, hvorefter jeg trådte pedalerne de sidste godt 100 km, til jeg træt og snavset nåede mit hjem på Bernstorffsvej.

Københavns skovdistrikt
Fra starten blev jeg beordret til at gøre tjeneste ved Skovreguleringen, d.v.s. driftsplanrevisionen af Harreskovene Ryget, Nørreskoven, Geel skov og Ravneholmene, der dengang udgjorde Københavns skovdistrikt.

Jeg boede i de første uger af maj måned 1945 på Bernstorffsvej, da alt var kaos omkring befrielsesdagene, og det ikke var til at skaffe sig kost og logi noget sted.

Vi begyndte så småt med at måle i Rygetskov, hvor vi fik kager af myg siddende i hår, hals og hænder. En morgen var alt i oprør. 5 unge danske modstandsfolk var blevet likvideret af Lille-Jørgen gruppen ved Fiskebæk, og på det sted, hvor der i dag er opsat en mindesten.

På Københavns distrikts kontor sad skovrider Erik Buchwald. Han satte mig ind i distriktets skove og fortalte mig baggrunden for, at han som søn af en tidligere skovdirektør var blevet henvist til “kun” at kunne få Københavns distrikt.

Som han sagde: ”Dette enestående distrikt, der altid har stået i skyggen af især Jægersborg distrikt (Dyrehaven) og dettes dominerende skovrider Martensen-Larsen. Men også af Farum distrikt med dettes feudale og krasbørstige skovrider. Men lidt balance er der da kommet. Forleden blev skovrider J.H., Farum distrikt, hentet og buret inde af modstandsbevægelsen for påståede nazistiske sympatier. Jeg selv har altid holdt mig for mig selv herude”.

Hurtigt fik skovrider Buchwald sympati for mig kun 25-årige forstassistent, og som om han savnede en at fortælle historier og lære praktisk skovbrug, bad han mig om jævnligt at komme til samtale og instruktion om, hvordan han syntes, at distriktets driftsplan for de kommende 15 år burde komme til at se ud.

Fra sin far, kammerherre Buchwald, havde han kendskab til statsskovbrugets udvikling helt tilbage i 1800-tallet, og da jeg fra skoletiden havde været levende historisk interesseret, sugede jeg Buchwalds beretninger til mig.

Om overförstertiden på ejendommen Kulhus ved Furesøen, om den tidligere skovridergård Ravnehus, hvis skovfoged L.F. Thomsen i 1866 blev skudt af krybskytten Sorte Hans fra Virum.

Efterhånden udviklede de planlægningsmæssige møder sig til skovhistorie i den helt store stil. Møderne trak efterhånden ud til langt ud på natten, og efterhånden indså jeg, at Københavns Beridt, som det hed i 1700-tallets slutning, var det kulturhistoriske centrum blandt de nordsjællandske skovdistrikter.

Hen i juni måned 1945 tilbød skovfoged Haugaard Nielsen, Fiskebæk, at jeg kunne få kost og logi hos ham og hans kone på skovfogedstedet, så jeg slap for de 2 daglige cykelture mellem Hellerup og Harreskovene. Og det, selvom fru Haugaard Nielsen dengang var i 7. måned.

I kvistværelset mod Frederiksborgvej havde jeg det herligt, alt imedens nattergalene sang i vilden sky den ganske nat, så det næsten var umuligt at sove.

Ind i juni måned blev vort opmålingshold fuldtalligt efter ankomsten af skovfogedaspirant Tage Ogstrup fra Lindet distrikt, hvor han havde assisteret med afvæbning af tyske tropper under retraite over grænsen og ind i Tyskland.

Fra andet sted kom skovfogedaspirant Ib Schyberg, der havde været fremtrædende modstandsmand sidst under krigen. 

De blev begge indlogeret hos en fru Sehested i en villa i Lille Værløse, hvor deres værelse var spækket med våben og ammunition, og hvor vi  i en grusgrav øvede os om aftenen med at skyde.e

Sct. Hans aften besluttede Schyberg og jeg, at vi ville fejre midsommeraftenen på restaurant Furesøbad ved Fiskebæk. Da vi var ved at spise aftensmad, dukkede et larmende og bevæbnet hold af frihedskæmpere med armbind og det hele op og satte sig ved siden af os.

Irriteret over deres højrøstethed og deres gebærder sagde den store og altid noget provokerende Schyberg højt til mig. “Hvad mon det er for en samling Sidste Dages hellige?”.

Stor tumult. De omringede vores bord, og lederen af gruppen spurgte Schyberg, hvad han mente med sine ord. Det fik han så en forklaring på, hvilket resulterede i totalt kaos. Schyberg og jeg blev skilt ad, og pludselig gik det op for mig, at lederen og jeg stod ivrigt gestikulerende oppe på et af restaurationens borde. Lidt senere hørte jeg et klik fra hans trukne pistol og tænkte: ”Så, nu ekspederer han dig over i evigheden”.

Jeg søgte i urbane vendinger at få ham til at acceptere, at vi satte os ned og fik et par øller og fik os talt til rette. Og heldigvis lykkedes det. Omkring et bord, der ikke var væltet, traf vi den aftale, at de forlod Furesøbad og skoven, og vi blev tilbage. Først efter ½ times tid kunne vi trække os tilbage.

Det gik efter planen, og Schyberg og jeg cyklede over på den anden side af Frederiksborgvej til nordsiden af Farum sø, hvor vi, efter at være sprunget i søen for at blive kølet ned, sluttede os til et privat selskab i en villa. Godt midnat cyklede vi hjem, hver til sit logi.

Eftersom planarbejdet skred fremad. nåede vi til skoven Østerhegn ned mod Bagsværd sø. Her gik der rygter om, at tyskerne havde efterladt et større våbenlager gravet ned i jorden. Da vi kom til et område, der var godt gennemrodet, var vi sikre på, at vi havde fundet våbenlageret og gravede løs i den gennemgravede jord, men ak! ½ meter nede traf vi, mere prosaisk, på resterne af en tyskerlatrin, hørende til en tidligere teltlejr.

Danmarks højeste træ
I slutningen af august 1945 spurgte dr. Syrach Larsen fra Arboretet i Charlottenlund, og som jeg jo var startet hos som forstkandidat, om jeg ville stå for en opstigning til toppen af Danmarks daværende højeste træ. En 200-årig ædelgran fra von Langens tid (se senere) for dels at måle træet op på rod med højdeklasser og diametre, dels for fra toppen at indsamle podekviste til opformering af det unikke træ.

Det kunne da være en spændende opgave, så jeg kontaktede Helmuth Barner, der ledede Statens Planteavlsstation, og med 2-3 mand og en lang rørstige ankom de til Nørreskoven.

Ad den fastspændte rørstige steg Ogstrup øverst og jeg nedenunder, til vi i 18-20 meters højde traf på de første større, delvis levende grene. Herfra foregik opstigningen med os sammenspændte, idet vi snoede os ind og ud mellem de tætsiddende grene.

I godt 25 meters højde var vi over de omgivende bøges kroner og havde en pragtfuld udsigt over Furesøen og ned over København. Det var blikstille og solskin, og efter at have målt diametre og højdelag nåede vi ved middagstid over de 40 meter og havde stadig et stykke vej til toppen.

Vi holdt pause og spiste den medbragte madpakke, inden vi i 46-47 meters højde næsten var ved toppen, og hvor stammen kun var en 10-12 cm tyk. Ogstrup nåede toppen så nær, han turde gå, og skar med sin kniv en indskrift, der senere kunne bekræfte, at der havde været hvide mennesker deroppe.

Podekviste og kogler blev samlet sammen i en sæk, som vi kastede ned til de mange ventende folk nede på jorden.

Jeg tog en række fotos fra toppen ud over den spejlblanke Furesø, og herefter begyndte nedstigningen, der viste sig at være om muligt mere krævende end selve opstigningen.

Det kritiske øjeblik oprandt, da vi skulle støde til rørstigens top. Det var hæsligt, og vi var trætte. Vi så de ca. 20 meter ned i dybet, hvor folkene på jorden var ganske små. Pludselig udbrød Ogstrup: ”Jeg synes, træet svajer”. Han var ved at blive svimmel, og jeg bad ham om kun at se lige ud mod træstammen.

Efter fælles anstrengelser fik vi omsider fodfæste på rørstigen og kunne klatre de sidste meter ned til jorden, hvor vi satte os og pustede ud.

Jeg cyklede hurtigt ind til skovrider Buchwald på hans kontor for at melde, at aktion ædelgran nr. 7 var lykkeligt fuldført. Skovrideren så stille op over brillerne og udbrød så: “Åh, gudskelov. I er sgu ikke rigtig kloge”.