Lykkelige år i Japan i 1920’erne

(2 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på skovridergården i Hareskov. Laketours har med familiens tilladelse fået lov til at bringe en række kapitler fra den bog, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre døtre, til familien og nære venner. Den er trykt i få eksemplarer. Her er andet kapitel:

2. Japan 1921-28

Årene fra 1921 til 1928 blev på mange måder de lykkeligste år i vores tilværelse. Vi boede i et rummeligt hus en halv times gang fra firmaets hovedkontor nede i byen. Vor gamle kokkepige Cook-San og stuepigen Aba-San boede i en sidefløj sammen med Agafia. Vi havde jævnlig kontakt til en dansk familie Hansen, en engelsk familie Goldman, hvis søn Brian, der var jævnaldrende med mig, blev min bedste ven og kammerat i hele min opvækst. Desuden boede en svensk familie Jon i nærheden. Vor nærmeste nabo var en græsk familie Papadopoulos,

Fra huset var der en smuk udsigt over byen, som allerede dengang havde over en million indbyggere. I min erindring om de første år står endnu klart, hvor smukt og kuperet landskabet var. Med skov- og buskklædte bjergsider, der om foråret var blodrøde og lyserøde af blomstrende azaleaer. Det var en rolig befolkning, hvis kvinder var smukke og hjælpsomme, og som, fra de blev født, blev opdraget til at tjene og stå til rådighed. Piger blev imidlertid ellers ikke regnet for noget, hvorimod drenge fra første færd blev forgudet. Mændene var barske og ikke nemme at komme i kontakt med. Sproget var hårdt og med “stød”, så det på afstand lignede dansk.

Et særkende var, at der næsten intet politi var på gaden eller i byen. Den lovgivende magt forbød enhver form for vold eller tyveri. Forretninger var således lukket om natten og på helligdage ved, at ejeren spændte en farvet snor ud foran butikken. Tyve blev fængslet, og her vidste man, at tyve og voldsmænd førte en kummerlig tilværelse, og at hovedparten af dem slet og ret forsvandt, og ingen så mere til dem.

Opvæksten
De første år gav ofte mine forældre bekymringer. Lille og splejset, som jeg var, af mangel på næring, vitaminer og mineraler, havde en cocktailvaccination, som engelsk læge ordinerede, da jeg var 1-2 år gammel, nær taget livet af mig. Injektionen mod koppper, kighoste og tyfus gav ugelang høj feber, og jeg græd i timevis. Da det omsider var overstået, skrev lægen på min koppeattest, som jeg endnu har: “Det er ikke tilrådeligt at genvaccinere dette barn”.

Indtil jeg var næsten 2 år, mælede jeg ikke mange ord, men det skyldtes vel, at der omkring mig blev talt dansk, japansk, engelsk og af Agafia russisk.

Man har fortalt mig, at der ret pludseligt skete det sælsomme, at jeg kunne tale 4 sprog hver for sig, uden at blande dem sammen, som man ellers skulle tro, i en form af Esperanto; og alle 4 sprog blev tilmed talt uden accent.

Rokko-San
Klimaet var mildt hele året, men om sommeren og især i august-september var det trykkende hedt, også om natten. Uden for vore åbne vinduer spillede cikaderne hele natten, så man dårligt kunne falde i søvn.

Europæerne havde derfor indrettet sig i træsommerhuse oppe i bjergene nord for Kobe. Lokaliteten hed Rokko-San og var bevokset med spredte, gamle fyrretræer med smukke småsøer ind imellem. Stedet var i midten af 1920’erne isoleret og helt uberørt, idet der ikke var egentlige veje derop, men kun smalle stier, der snoede sig stejlt opad.

Især lørdag formiddag ventede min mor og jeg på, at herrerne kom fra arbejde i byen. På et klippefremspring kunne vi følge deres vej opad stien.

Alle forsyninger til husholdningen blev båret op i store kurve, som bærere havde i balance gennem en vuggende stang hen over skulderen.

De tjenende ånder
Vi havde som nævnt 3 japanske kvinder som hjælp i huset. Den gamle, elskelige Cook-San samt Aba-San og i nogle år en ung pige Yosi-San. Det var Cook-Sans mand, der bar forsyningerne op til os, men en ulykkelig skæbne ramte ham. En dag blev han undervejs dræbt. I hvert fald så man intet til ham sidenhen.

Efterhånden ville man gøre det nemmere for Kobes befolkning at komme til og fra Rokko-San, og da bilerne var begyndt at vise sig, gik man i gang med at lave en regulær kørevej ved at sprænge sig vej fremad og opad.

En dag var mine forældre og jeg på vej opad stien og skulle forbi et klippefremspring. Pludselig blev der en råben og larmen om, at vi skulle skynde os tilbage. Vi nåede godt 100 meter tilbage ad stien, da et øredøvende brag blev årsag til, at hele fremspringet forude forsvandt i dybet. Da vi havde sundet os, var min fars første ord: “Det var nu tæt på”.

Hen på sommeren afventede vi altså regntidens komme. Og i trykkende hede begyndte det så en dag. Og jeg skal mene, at det regnede. Regnen trommede på træhusets tage og ydervægge, og man kunne intet se for regn og damp. Det blev ved i ugevis, og alt i huset, gangklæder og indbo, blev drivvådt, ledsaget af en ejendommelig lugt, jeg endnu kan erindre mig.

Cook-San og jeg bad til Buddha
Efter at være blevet enke, vandrede Cook-San og jeg jævnligt på vore spadsereture, en dag ned til et af Kobes templer. Af japanernes 2 hovedreligioner Shintoismen og Buddhismen gik vi til det lokale Buddhatempel. En egen stemning rådede inde i templet. En svag belysning og en tæt tåge af røgelse i det svagt oplyste rum fra blafrende kandelabre. Vi stod tæt ved et forhæng, hvorigennem man kunne skimte en stor Buddhafigur.

Med hinanden i hånden talte vi med hendes mand og hendes forældre. Efter rum tid havde vi fået rede på det, vi var kommet efter, og kunne så begive os på hjemvejen.

Mrs. Browns engelske skole
Lidt før jeg fyldte 7 år (se foto over artiklen), skulle jeg begynde min skolegang med jævnaldrende engelske, svenske, norske og andre børn. Første skoledag glemmer man jo aldrig. Jeg stod ved siden af den svenske familie Jon’s dreng og pige. Den spændte situation fik drengen til at græde, men hans lidt yngre søster trøstede ham med ordene: “Gråt inte Sven liten. Du har jo meg”. Samme søster fik nogle år senere den i Japan frygtede, smitsomme øjenbetændelse Trachoma, der vansirede hendes ansigt.

Dansk konsul
I l926 besteg kejser Hirchito tronstolen midlertidigt som følge af faderens sygdom. Året efter blev min far udnævnt til dansk konsul i Japan af kong Christian den Tiende. I denne egenskab deltog mine forældre i kejserens kroningsceremoni med al dennes pomp og pragt. Selv husker jeg, at der på kroningsdagen over Kobe, skudt ud fra et krigsskib i havnen, dalede små faldskærme ned fra himlen med japanske flag i små kurve.

Den danske sømand
Blandt mange forskellige tillidshverv og i sin egenskab af dansk konsul hjalp min far i 1928 en ung dansk sømand med at komme hjem til Danmark. Han var faldet over bord og havde i dagevis kæmpet imod angribende hajer i det japanske hav. Med sin kniv havde han stukket efter hajerne, der så holdt sig på afstand, indtil han blev samlet op af en japansk fiskerbåd.

Jeg husker klart den muskuløse og solbrændte sømand, der i nogle dage opholdt sig i vort hjem, og den beundring, jeg nærede for ham med at høre ham fortælle om sin kamp med hajerne.

Henrik Kaufman
Som dansk repræsentation i Japan fik vi i juli 1927 besøg af Henrik Kaufmann og frue, Charlotte, i forbindelse med, at Kaufmann, foruden i Kina, var blevet udnævnt til også at skulle varetage danske interesser i Japan og i Siam. Et stateligt ægtepar; som bekendt førte Kaufmann helt frem til afslutningen af 2. verdenskrig sin egen udenrigspolitik på tværs af den danske regering, og hvor det som følge af hans Grønlandsaftale m.m. førte til, at vi omsider efter krigen blev anerkendt som allierede.

Tigerspring
En søndag kom min far rystet hjem fra sit kontor inde i Kobe. Han havde tilsagt en japansk forretningsmand for at få en tilståelse fra ham om, at han havde bedraget Sibirisk Kompagni for betydelige beløb.

Japanere er meget ærekære. og da manden som følge af det forelagte materiale ikke kunne andet end at tilstå, så han sit snit til, i et tigerspring, at springe ud af et stort åbentstående vindue fra 4. sal, hvorefter han lå dræbt på stenbroen nede på gaden.

Jordskælvet
Den japanske øgruppe er med jævne mellemrum sæde for større eller mindre jordskælv. Kraftige jordskælv har ofte forvoldt store materielle og menneskelige skader som f.eks. i 1923, da store dele af Yokohama blev lagt i ruiner, og hvor over 100.000 mennesker omkom.

En eftermiddag, da jeg var en 7-8 år gammel, blev Kobe, der ellers var bygget på løs moræne og derfor sikret mod alvorlige rystelser, dog ramt af et middelsvært jordskælv. Jeg var alene hjemme med Cook-San og stuepigerne, der pludselig råbende rev mig ud af huset og ind under et stort træ. Her oplevede vi den ejendommelige stemning af lummerhede og lodrette stød fra undergrunden, som er typisk for jordskælv og efterskælv. Da skælv og efterskælv var overstået, fandt vi inde i huset, at en mængde ting havde forskubbet sig, så nips m.m. var havnet nede på gulvet og lå spredt og knust.

Det Sibiriske Kompagni likvideres
I l928 kom verdens dybest virkende og mest langvarige verdenskrise. Alt faldt i pris, og da Handelsbanken ikke så sig i stand til at forstrække Sibiko med nødvendige kapitaltilførsler som følge af store tab i Manchuriet, besluttede hovedkontoret i København sig til at likvidere firmaet i Kobe..

Med kort varsel måtte vi gøre os klar til at rejse hjem til Danmark. Møbler og andet indbo blev lastet i et skib i Kobes havn. For min far blev det 2. gang, han måtte likvidere sin arbejdsplads.