Den store bog om Flora Danica af Henning Knudsen på Lindhardt og Ringhofs forlag (2014) er fyldt med fantastiske tegninger og gode tekster.
Blandt mange oplysninger er der også nogle, der giver nye sider af to mænd som henholdsvis boede i Frederiksdal og ved Bagsværd Sø.
En af mændene Otto Friedrich Müller (1730-1784) blev af Christian den 7. i 1774 valgt til at udgive Flora Danica efter G.C. Oeder, der var blev fyret kort forinden.
Ifølge oplysninger i bogen var den selvlærte botaniker og zoolog ansat som huslærer for den første Schulins søn, Frederik Ludvig, kaldet Fritz, på Frederiksdal Slot. Her havde huslæreren god tid til at botanisere i det naturskønne område, samtidig med at han tog sig af den ikke alt for begavede søns uddannelse.
Den unge Fritz og den kommende videnskabsmand Müller fik af den første enke på Frederiksdal Slot lov til at tage på en fælles dannelsesrejse. Fritz mødte mange af sin egen type, mens Müller skaffede sig et omfattende netværk og medlemsskaber af lokale naturhistoriske selskaber. Det hele blev finansieret af enken og det kan hos andre kilder læses, at de to på deres næsten to års rejse i Europa brugte lige så meget, som det i sin tid kostede at bygge Frederiksdal Slot (1742).
Under rejsen lykkedes det Müller at få udgivet værket Flora Friedrichsdalina. Værket var en fortegnelse med beskrivelser af planterne omkring Frederiksdal. Han udgav også en bog om at spise Karl Johan Rørhat og en om insekter.
I bogen fortælles, at Otto Fredrich Müller opnåede verdensberømmelse for sine zoologiske studier af smådyr, og han nåede at udgive fem hæfter af Flora Danica før sin død. Hans hæfter blev kritiseret for at være ude af focus og lidt sjuskede, men han tilførte også værket noget mere spændvidde.
Han forlod Frederiksdal Slot i 1770.
Den anden lokale mand i det store værk, Johan Theodor Holmskjold (1731-1793), får en sædeles rosende omtale for sit arbejde selv om han her på Laketours hjemmeside tidligere er blevet beskrevet som en økonomisk skiderik. Johan Theordor Holmskjold byggede både Sophienholm og Aldershvile Slot, og da han døde viste det sig, at han havde svindlet alle vegne.
I værket Floira Danica fortælles det, at Holmskjold blev udnævnt til direktør for Den kongelige PorcelainFabrique, som man stavede det dengang. Ideen til det senere så verdensberømte Flora Danica-stel stammer sandsynligvis fra Holmskjold, ligesom han også skulle være manden bag ideen om at bruge de tre blå bølgelinier bag på stellet.
Forfatteren Henning Knudsen bemærker bl.a om de tre bølgelinier: Det er enkelt, æstetisk og smukt ligesom alt Holmskjold beskæftigede sig med. Som man kan læse i artiklen om Holmskjold her på hjemmesiden blev Holmskjold berømt med et værk om svampe – en interesse han havde til fælles med Müller.

Billedet over artiklen viser forsiden af det flotte værk Flora Danica.