Gl. Hellerup Gymnasium og tiden fra 1931 til 1938

(5 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på skovridergården Syvstjernen i Hareskov.
Laketours har med familiens tilladelse fået lov til at bringe otte kapitler af den bog, Fra Vladivostok til Vestskoven, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre døtre, til familien og nære venner. Den er trykt i 2015 i ganske få eksemplarer. Billedet over artiklen viser E. Laumann Jørgensen og mosteren Anna. Her er femte kapitel:

5. Gl. Hellerup Gymnasium 1931-38

Hans Hartvig Møller

I 1931 holdt Gammel Hellerup Gymnasium til på Frederikkevej i en stor massiv bygning i 3 etager og med fuld kælder. Skolen regnedes dengang for stærkt kontroversiel på grund af rektor Hans Hartvig Møllers usædvanlige og avancerede skoleprincipper.

Det var en ren drengeskole, og alle lærere var mænd, bortset fra lærerinden i sløjd. Lærerstaben blev rekrutteret ved, at rektor ikke selv kunne vælge sine lærere, men fik dem anvist gennem undervisningsministeriet. Herved skete der en skarp deling af lærerne. Den ene halvdel hyldede de nye pædagogiske principper og fulgte rektor i tykt og tyndt. Den anden halvdel foragtede skolens struktur og modarbejdede Hartvig Møller efter bedste evne. Det, der skilte, var:

l. Streng indre disciplin.
2. Elevstyring gennem elevråd.
3. Klasseorden via præfekter.
4. For eller imod spejderbevægelser.
5. Politisk skoling i det daglige.
6. Mønstring til morgensang.
7. Inspektion og gårdvagter.
8. Babelstårnet.
9. Morgentimer og eftersidninger om aftenen,
10. Meddelelsesbogen.
11. Karakterbøger uddelt efter points.
12. Udenlandsrejser i ferier.

Hele skolens struktur gjorde, at den enkelte lærer ikke havde noget at skulle
have sagt, men blot skulle passe sin undervisning.

Delingen af lærerstaben, vel 20-25 lærere til de knap 300 elever, førte til, at
det store lærerværelse var delt i 2 grupper, der hver holdt sig for sig selv. 3
lærere, inspektør Bricka, regnelærer Skrap-Hansen og gymnastiklærer Kjærby holdt sig helt for sig selv i et hjørne af gymnastiksalen, hvor de spiste frokost sammen og mødtes i frikvartererne.

1. Indre disciplin
Rektor talte ikke mobning. Via elevrådet kunne man tage chikaner mod svage elever i opløbet, idet præfekterne, udvalgt blandt store og stærke 2. eller 3.g greb ind og meddelte plageånderne, at så var det nok. Gentog forfølgelsen sig,ville de korporligt blive sat på plads eller blive smidt ud af skolen.

2. elevråd
Ved starten til hvert skoleår var der valg til et elevråd på 5 medlemmer. Der
blev holdt valgmøder og ophængt valgplakater, hvor de opstillede førte sig frem. Efter skriftlig afstemning blev de 5 med flest stemmer proklameret som elevråd, og af deres midte valgte de formand. Oftest en gymnasieelev.

Uden på døren til elevrådsværelset sad der en postkasse, hvor enhver kunne aflevere sine besværinger over lærere eller elever, og hvor man var sikker på, at ens indsigelser blev destrueret samme dag, man havde lagt dem i postkassen.

3. Præfekter
Hver klasse valgte af sin midte en ordensvagt, der i frikvartererne sørgede for udluftning og oprydning i klassen. Som viskede tavlen ren, som tog sig af alt internt i klassen med eventuelt referat til rektor.

4. Spejder – for eller imod
Hartvig Møller var medstifter af spejderbevægelsen i Danmark og havde indimellem møder med Baden Powell, stifteren af verdensspejderbevægelsen. På skolen var man enten for spejderiet eller holdt sig udenfor. Men der var fra rektors side en tydelig sondring mellem spejder, der var mandfolk, og så de øvrige. Spejderne havde deres eget mødelokale nede i et stort kælderværelse, hvor de godt måtte være i frikvartererne, medens alle andre havde pligt til at være udendørs i frikvartererne, uanset vejret.

5. Politik
Rektor var selv radikal af politisk overbevisning og teolog af uddannelse. Hans system indebar, at en lang, smal udendørs gang mellem selve skolen og gymnastiksalen blev brugt til opslag hver dag af dagsavisen. Den ene side Socialdemokraten, den anden side Politiken eller indimellem Berlingeren. Læserne i frikvartererne til den ene side ”proletarerne”. den anden side “bourgøjserne”. Det var vigtigt tidligt at blive orienteret om politik og være inde i partiernesprogram. I den smalle gang med avisopslagene, opsat af præfekter fra forskellige klasser, måtte der ikke tales højt og slet ikke råbes.

6. Mønstring til morgensang
Hver dag kl. 9 samledes skolen og de lærere, der ville, til en parole fra
rektor. Midt gennem en stor sal stillede man op med de mindste klasser på hver side af en fri midtergang med rektor i den ene ende og skolens vartegn og malerier i den anden ende.

Omtrent midt i gangen var der et klaver, som betjentes af inspektør Bricka. En mørklødet herre af fransk afstamning, der var en eminent pianist. Ikke 2 vers af salme eller sang blev spillet ens. Han modellerede så strålende, at mange af os hørte mere efter hans spil end efter, hvad man sang.

Rektor og Bricka kunne iøvrigt ikke udstå hinanden, men årelangt samarbejde mellem de jævnaldrende havde ført til gensidig respekt. Efter en indledende salme fortalte rektor om indgået post og officielle
skrivelser, og hvad der ellers vedrørte dagens gang, hvorefter man sluttede af med en sang efter en sangbog, Hartvig Møller selv havde sammensat og ladet trykke. Samme lokale benyttedes senere, kl. 11, til frokostspisning, hvortil borde og bænke hver dag blev opstillet og nedtaget af udvalgte elever, der stuvede det hele sammen i en krog,

7. Gårdvagter
Systemet indebar, at inspektør gik rundt i de to gårdafsnit, der hver havde en kraftig gårdvagt. Meningen var, at der i frikvartererne ikke måtte opstå
slagsmål, ikke iværksættes buksevand til de små eller svage, og at alt hele
tiden var under kontrol. Ingen kunne i frikvartererne komme ind på skolen eller forlade den. I september/oktober blev der trukket lod, så hver klasse fik sig eget æble- eller pæretræ, hvoraf der var en halv snes stykker tilsammen i de to skolegårde. Derfor fandt der ingen æble- eller pæreskud sted fra træerne.

8. Babelstårnet
Ifølge rektors principper havde skolen en sprogforening, benævnt Babelstårnet, hvor man til aftenmøder en gang om måneden havde foredrag eller musik på skiftevis engelsk og tysk. På engelskaftenerne fik man i en pause te og ristet brød. På tyskaftenerne kaffe og wienerbrød.

Til formand og leder af arrangementerne valgte rektor blandt eleverne i 2. eller 3.g een, han følte trængte til at blive stivet af eller gjort selvstændig, idet lederen skulle skaffe foredragsholdere blandt tysk- eller engelsksprogede ledere eller musikere ude i samfundet. Formanden skulle arrangere sig med en, der lavede te eller kaffe, købte brød og vaskede op og ryddede af vejen efter møderne, der sluttede ved 22-tiden.

Jeg selv blev pillet ud som leder af Babelstårnet i 2.g. Stiv af skræk gik jeg i
gang blandt de mange udlændinge, vi kendte i forretningsverdenen og blandt udenlandske venner, og efterhånden lærte jeg at overtale selv ledende forretningsfolk og kunstnere til at synes, at det var morsomt og afvekslende at mødes med de større klassers elever og kun tale enten engelsk eller tysk. Rektors kone, Sussi, hjalp mig, ligesom hun i det daglige i sin lange og spraglede kjortel vimsede omkring på skolen og brød ind hos lærerne i timerne uden at banke på. Hun holdt regnskab med, hvem der havde fødselsdag, og hun fik tidligt på dagen sat en vase med blomster i på elevens pult. Senere i livet har jeg værdsat, at jeg blev kastet ud i opgaver, der senere gjorde mig egnet til at lede og fordele arbejdet.

9. Morgentimer og eftersidninger om aftenen
Et af de virkelige kontroversielle emner var, at rektor ikke ville have
eftersidninger efter skoletid ved forseelser. I stedet stod han selv for henholdsvis morgen- og aftentimer. Kunne man ikke
lektierne eller havde afleveret elendige stile, blev man i stedet idømt især
morgentimer eller i stedet af og til aftentimer, hvor man mødte frem kl. 7.30
eller kl. 19 for i en halv eller 2 halve timer at repetere lektier eller
overskrive stile foran rektor i et stort kælderlokale, hvor man også blev hørt af ham.

De fleste forældre kunne ikke snuppe denne form for afbigt, men principfast, som Hartvig Møller var, fik forældrene den besked, at enten sørgede de for, at deres poder kunne deres hjemmearbejde, og ellers kunne de flytte deres søn til en anden skole. Der var nok, der ville ind på Gl. Hellerup, og som stod på ventelister.

10. Meddelelsesbogen
En ting, der skilte Gl. Hellerup ud fra andre skoler, var også begrebet
“Meddelelelsesbogen”, der fulgte een gennem hele skoleforløbet og afspejlede meget af indehaverens psyke. En bog i A-5-størrelse i stift bind muliggjorde 2-vejs kommunikation mellem hjem og skole.

I denne bog skrev lærere, rektor og præfekter bemærkninger om indehaverens status i klassen år for år. Meddelelser i bogen skulle underskrives hjemme af far eller mor, der den anden vej i bogen kunne anføre, hvis de havde noget på hjerte. Dette blev så underskrevet af lærer eller rektor. Denne 2-vejs korrespondance trådte i stedet for forældremøder om aftenen med lærere og rektor.

Da lærere gav deres skriftlige besyv til kende i meddelelsesbogen mindst eengang om måneden, opstod begrebet “gode bøger”. Positive tilkendegivelser, som klassens præfekt talte sammen og underskrev. Ti “gode bøger” berettigede til, at man på rektors kontor kunne få en pose Bismarcksklumper udleveret til personligt konsum eller til uddeling blandt klassekammeraterne

11. Karakterbogen
Fast inventar i skolegangen var karakterbøger i blå indbinding. 3 gange hvert skoleår fik man karakterer efter 8-skalaen i bogen, vedføjet korte kommentarer, “Det går godt” eller “Kunne gøre mere ved det” eller “Er ikke
tilfredsstillende”. De 3 gange var 1) før efterårsferien, 2) før juleferien og 3)
før påskeferien.

Tallene efter 8-skalaen blev talt sammen og divideret med antal fag, så man fik et tal for ens kvotient. Ens nummer i klassen. Rektor uddelte personlig karakterbøger de 3 gange om året, hvor vi, når han ankom med stakken i hånden, stod ret ved pulten..Alle med over 7,oo i kvotient blev råbt op efter kvotientstørrelse, så man vidste, om man var blevet nr. 1, 4 eller 5. De, der havde under 7,oo kunne senere på dagen afhente deres karakterbog hos klasselæreren. Ved hvert års afslutning stod der så, om man var rykket op eller dumpet, så man måtte gå klassen om i næste skoleår.

12. Udenlandsrejser
Rektor var kosmopolit og så gerne, at man gennem rejser fik kendskab til landene omkring Danmark. For selv at bidrage til en udvidet horisont arrangerede han og hans kone Sussi hvert andet år en tur med skib og tog til Venedig, og jeg selv deltog med ca. 20 elever i en sommertur efter min studentereksamen. Turen gik over Lübeck, Hamburg, Cuxhafen, Rotterdam, Nürnberg, München, Salzburg, Bolzano, Verona, Venedig og retur med tog i eet stræk til København.

Hændelser under skolegangen på Gl. Hellerup Gymnasium

a. Brydninger mellem Hellerups skoler
Fra Øresund ad Frederikkevej og Hellerupvej og op til Hellerup station lå der 3 skoler, hvis elever skulede noget til hinanden. Drengeskolen Gl. Hellerup, der var kontroversiel på grund af rektorens pædagogiske synspunkter. Pigeskolen Aurehøj Gymnasium, hvor de velhavende døtre holdt til. Kommuneskolen Hellerup skole, hvor de lavere stænders børn gik i skole.

For eleverne fra Gl. Hellerup og Aurehøj gjaldt det, at man om morgenen og om eftermiddagen i perioder ikke skulle passere Hellerup skole alene, hvis man ville undgå at blive overfaldet og banket. Til tider, medens jeg var mindre, lagde jeg skolevejen om ad Strandvejen og op ad Tuborgvej – Niels Andersensvej til Bernstorffsvej, hvor vi boede, og hvor mine forældre i 1933/34 havde bygget en stor 2-familiers villa med privat tennisbane.

b. Lektor Høghs doktordisputats
En dramatisk begivenhed indtraf, da jeg gik i 1.g sproglig.

Tysk- og dansklæreren lektor Høgh var ilde lidt, ja nærmest forhadt i visse
gymnasieklasser. En dag proklamerede han triumferende ved fremvisning af en stor pakke, at han sideløbende med at være lærer havde haft tid til at lave en doktordisputats om H.C. Andersen, som han nu egenhændig ville aflevere på Universitetet.

Tre gymnasieelever så hen på dagen deres snit til i en stor garderobe ved lærerværelset at finde frem til Høghs pakke. som de gennem en smøge løb over med til Hellerup havn.

Her kom de disputatsen over i en sæk sammen med en stor sten. Og fra ydermolen kastede de sækken langt ud i havnebassinet. Den sank til bunds og ned i den mudrede bund, hvor den ligger den dag i dag..

Skolen kom selvsagt i højeste alarmtilstand. Det vrimlede med politi. Rektor
appellerede først til os om at sige, hvem de tre var, som havnefogeden havde set kaste sækken. Ingen reagerede. Så truede man os, og til sidst lovede politiet os al landsens ulykker, hvis man ikke fik fat i de tre. Hele næste dag gik med, at alle skulede mod alle, men resultatet blev, at skændselsgerningen aldrig blev opklaret. Og idelig voddragning i havnen førte heller ikke til noget.

Høgh blev aldrig doktor, men forlod rasende skolen, og selv snesevis af år efter har ingen løftet sløret. Det snerpede mod 3.g matematikere, der dog svor ikke at sige et ord. Her 60 år efter har jeg spurgt en af 3.g’erne, der også er forstmænd, hvem der egentlig huggede Høghs doktordisputats. Svaret er stadig: “Ja, det kunne du lide at vide”.

c. Mandefaldet i 1.g sproglig
Overgangen fra mellemskolen til gymnasiet var ret voldsom. Ikke nok med, at lærerne var pålagt at sige “De” til os, der nu regnedes for at være voksne, men vi skulle også gennem undervisningen modnes til at tænke og handle selvstændigt.

Vi begyndte 17 mand i 1.g sproglig. De fleste fra mellemskolen, men enkelte kom til udefra fra andre skoler Vi var 8 drenge, der fra august til oktober efter skoletid cyklede til mit hjem på Bernstorffsvej, hvor vi udfoldede os på tennisbanen. 4 ad gangen spillede double, de 4 andre drak te og spiste kager i haven. Lektierne blev ignoreret, så vi havde det herligt og blev habile tennisspillere, hvoraf nogle af os senere blev stærke turneringsspillere i den københavnske A-række.

Men tennis’en slog os af marken i de forskellige fag, og til eksamen i foråret
1936 dumpede 11 ud af klassens 17 elever. De fleste tennisspillere. Jeg selv
slap kun igennem til 2.g i kraft af, at jeg fik dispensation i tysk.

Derfor var vi kun 6, der mødte frem efter sommerferien, og da rektor mønstrede den lille skare, fik vi alletiders udskældning med pålæg om, at nu var det med at tage skolen i en noget anden hånd på alle områder. Ellers var det ud af skolen. Vi stakkels 6 gennemlevede herefter 2 skrækkelige år i 2. og 3.g, hvor vi blev hørt i næsten hver eneste time

d. Trampeturen i efterårsferien 1937
I efterårsferien i 2.g tog min sidemand Gunnar Nielsen og jeg på en trampetur på tommelfingeren gennem Danmark. I pressen havde man forinden henstillet til bilister som noget relativt nyt at tage unge mennesker op.

Vi startede ved Køge Landevej og var så heldige straks at blive taget op af en
mand, der skulle over Storstrømsbroen. Han havde læst om den nye trend og ønskede os held videre frem. Vi blev sat af i Vordingborg, hvor vi så på
Gåsetårnet. Herefter spadserede vi ud på den dengang nye Storstrømsbro.

Via 2-3 lift nåede vi hen på aftenen til Korsør, hvor vi lejede os ind på et
værelse for natten i et lille hotel. Næste dag gik turen over Storebælt til Odense. Vi så på H.C. Andersens hus og på Odinstårnet. Herfra videre over Lillebæltsbroen, hvor vi ved mørkets frembrud strandede ved Hejse kro. Jeg ringede herfra til min onkel, Holger Sørensen, der drev Vejle Tyggegummi, senere Dandy, og han hentede os til overnatning hos familien i Vejle.

Næste dag gik turen til Århus, hvor vi så den Gamle by m.m. og ankom sent på dagen til Ålborg, hvor vi overnattede hos min moster Marie. Dagen efter kørte vi mod Tingskoven, 8 km øst for Fjerritslev, hvor vi var i 2 dage hos min farbror Einar og hans husbestyrerinde Bræksen fra Sibirien.

Næste eftermiddag blev vi sat i rutebil til Ålborg; den endte ved rutebåden til København. Vi flottede os og sov i en 2. klasses kahyt, og efter 6 vellykkede, men anstrengende, dage kunne vi gøre op, at vi havde gennemløbet 550 km og var blevet taget op af 24 personbiler. Som tidsbillede er dette interessant, idet 2 unge mænd utænkeligt i dag ville blive taget op af 24 biler i løbet af 5-6 dage.

e. Miraklet før studentereksamen
Alle var vi enige om, at vi op til afsluttende studentereksamen med hensyn til viden var en udtalt samling kolosser på skrøbelige lerfødder. Selvom vi ved snyd, hviskende hjælp og andre krumspring havde ganske gode karakterer, var en mundtlig studentereksamen med udefra kommende censorer fatal for os i de 3 fag dansk (rektor), tysk (Høgh med doktordisputatsen) og latin (inspektør Bricka).

Eneste chance for os var, hvis nogle, helst alle af disse 3 fag var blandt de 3
fag, der efter reglerne dengang skulle udgå ved, at årskaraktererne blev
overført til studentereksamen. Med den største spænding imødeså vi den dag, da det af opslag ville blive tilkendegivet, hvilke mundtlige, vi slap for at gå op til.

I tavs spænding satte vi os ind i opslaget. Stirrede vantro på hinanden. Nogle satte sig ned. 3.g sproglig slap for at komme til eksamen i åh……….. dansk, tysk og latin til sprogligt artium!!!!! Vi 6 gav hinanden håndslag og råbte: “Nu ender det nok med, at vi alligevel
bliver studenter”. Og det blev vi i juni 1938.

f. Bernstorffsvej 35
Efter at min far i 1932 var blevet udnævnt til direktør for
mælkekondenseringsfabrikken Sønderbyes Fabrikker i Assens og med domicil i København, kunne han for første gang i mange år se frem til en vis stabilitet i tilværelsen og være fri for hele tiden at skulle risikere at måtte rejse hid og did.

Mine forældre besluttede derfor i 1933/34, at de ville se sig om efter en
byggegrund i Hellerup/Gentofte, hvor de kunne bygge en villa og forlade
lejligheden ved Svanemøllen. På hjørnet af Bernstorffsvej og Niels Andersensvej købte de to sammenhængende grunde, hvorpå der var plads til en stor 2-familiers villa og en privat tennisbane. Dette havde siden Japan-tiden været et ønskemål for min far.

Når det blev en 2-familiers villa, hvor 1. salen blev lejet ud, var grunden den, at min mor ikke følte sig overbevist om, at firmaet ikke med mellemrum ville have, at hendes mand igen skulle ud på forretningsrejser, men også, fordi hun mente, at en lejer i perioder kunne se efter hjemmet. Ikke mindst om sommeren, hvor hun gerne i længere perioder ville kunne være sammen med søskende i Han Herred i Nordjylland, hvor mine forældre havde købt en større strandgrund i Tranum strand i bunden af Jammerbugten.

Byggeriet af Bernstorffsvej stod på et halv års tid og blev lagt i hænderne på
en arkitekt Lauritsen og hans kompagnon. Tennisbanen blev anlagt af min fars Ruslandskammerat Martens, grosserer i sportsrekvisitter og anlæg af specielle baner, der blev støbt i en porøs masse, der overflødiggjorde pasning, tromling og opkridtning af linier. Banen var klar til brug ½ time efter selv kraftig regn, idet vandet sank ned i den porøse masse..

En flot grønmalet tennisbane, der var gængs i England, men ikke kunne holde til Danmarks vintre med skiftevis frost og tøvejr. Så efter få år måtte man skride til en almindelig asfaltering, der gjorde spillet akavet, og som sled bolde og sko op i een uendelighed.

Men i gymnasietiden havde vi utrolig megen fornøjelse af denne private
tennisbane, hvor man ikke som i klubberne skulle bestille tid og medspillere. Men som tidligere omtalt var tennisbanen nær blevet anledning til vort totale skibbrud i 1. og 2.g.