Fra Vladivostok til Vestskoven

(1 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen ville til næste år være fyldt 100 år. Samtidig lukkes Syvstjernen, den smukke gamle skovriderbolig i Hareskov og sættes til salg. Egnens nuværende skovrider flytter til Dyrehaven. En epoke er slut. Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved KøbenhavnsSkovdistrikt i mere end 25 år, og boede med sin familie på gården. Laumann Jørgensen var på offentlighedens side. Han kæmpede for at skoven skulle bruges af borgerne. Han lavede stier for motionister, børn, cykler og heste. Han skabte Vestskoven. Han vandt folks hjerter med sit glødende engagement. Det lykkedes så fornemt det hele.
I otte kapitler her på Laketours under Blog/Nyheder lader vi nu Laumann Jørgensen fortælle om sit helt usædvanlige liv. Han var en dygtig skovrider, en blændende fortæller, og også en mand med mange skæve ideer. Som ganske ung klatrede han sammen med en ven op i et af Danmarks højeste træer, der dengang målte 46 meter. Laketours har med familiens tilladelse fået lov til at bringe en række kapitler fra den erindringsbog, Fra Vladivostok til Vestskoven, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre døtre, til familien og nære venner. Den er trykt i få eksemplarer. Her er første kapitel:

1. Familie og Sibirien

Kilden til Mit livs saga udspringer i landsbyen Birkelse mellem Vendsyssel og Han Herred. Den 3/10 1887 blev min moder Christine Nielsen født på købmandsgården i Birkelse, og 4 uger senere kom min fader Paul Jørgensen til verden på skovridergården Ulvehus i Ulveskoven få kilometer nordvest for Birkelse.

Min morfar drev en omfattende virksomhed i købmandsgården og holdt stort hus. Og ægteparret fik frem til 1910 ialt 17 levendefødte børn. Man kan i dag undre sig over, at de, som følge af dødsfald i familien, havde mod til at adoptere 2 småpiger. Men et par børn fra eller til i det store hus har nok ikke spillet den store rolle. De ældste fløj i ung alder fra reden.

Omkring 1910 døde min korpulente morfar pludselig af et hjerteslag, og boet måtte sælge købmandsforretningen. De ældste børn kom ud at tjene, eller de emigrerede til U.S.A. og England. Ældste datter Betty, senere gift med grundlæggeren af Dandy Tyggegummi i Vejle, virkede som lærer i en årrække for de mindre børn, medens min mor, Christine, stod for husholdningen.

Den store spredning i alder blandt de mange børn førte bl.a. til det
usædvanlige, at den yngste søn en dag sagde til sin mor: “Der sidder en fremmed dame inde i stuen, som vil tale med dig”. Det viste sig at være hans næstældste søster, som han aldrig havde set, der var kommet på besøg.

På fædrene side var min farfar Rasmus Jørgensen uddannet gartner fra Odense og fik ansættelse som skovrider på Birkelse gods hos slægten Skeel. Stamhusets arealer var på 3.000 hektar. Heraf 1.500 hektar ager og skov og ca. 1.500 hektar vildmose og enge. Mine bedsteforældre fik bolig i Ulvehus i Ulveskoven, en udørk langt fra alting. Sammen fik de 4 drenge og 1 pige, og som det var skik og brug dengang kom de hjemmefra efter at være blevet konfirmeret.

Mine forældre, Christine Nielsen og Paul Jørgensen, gik til præst sammen inden konfirmationen, ligesom deres familier havde kontakt til hinanden via undervisning og selskabelighed. Skoleundervisning i begge familier skete i en årrække ved hjemmelærere, der kendte hinanden

Hassel og Teudt
Som 15-årig fik min far i 1902 plads på kontoret i Københavnerfirmaet Hassel og Teudt. Men opvokset i skov og natur kunne han ikke holde ud at tænke på et livsforløb på en kontorbænk. Så da han i en avis senere så, at firmaet Hjerl Hansen søgte en mand, som de agtede at sende til Vest-Sibirien, hvor de var ved at få fodfæste, søgte han stillingen, og få år senere, i 1907, blev han filialbestyrer i Sibirisk Kompagni i byen Kamen ved floden Ob.

Da det i årene forud for 1. verdenskrig var så godt som umuligt i Danmark at få arbejde og et udkomme, besluttede min fars 4 søskende sig for også at drage udenlands. Ældste søn Olaf rejste til Malagahalvøen ved Singapore, hvor han som skovfogeduddannet hurtigt blev leder af en gummiplantage under Ø.K. Min far overtalte de to øvrige brødre og søsteren til at komme ud til sig i Kamen i Sibirien, hvor han som nævnt i 1907 var blevet filialbestyrer i Sibirisk Kompagni.

Dansk storhedstid i Sibirien
I årene fra 1908 og op til 1917/18 havde en række danskere langs floden Ob vest for Uralkæden, og især i byerne Omsk og Kamen, en blomstrende handel via lokalbefolkningen med landbrugsprodukter, landbrugsmaskiner, plove, skind og meget mere.

Senere har jeg ofte hørt min far, min farbror og min faster, der kom til at bo
sammen i Kamen, lovprise tilværelsen opad den russiske steppe med store skove og flodbredder.

Jagten på myriader af vildt var noget ganske særligt. En dag inden jagt ville
min far opmuntre sin hund Unkas, og i stuen op til køkkenet sigtede han mod væggen og råbte: “Fremad, Unkas!”. Men uheldigvis havde han glemt en patron i jagtgeværet, og efter et brag kom husbestyrerinden Bræksen ind i stuen med håret fuldt af kalkpuds og træsplinter fra væggen med ordene “Er De blevet sindssyg, Jørgensen?” Men da den russiske revolution i 1918/19 nåede ud til regionen, blev der sat en brat og hensynsløs stopper for det hele gennem nationaliseringer og meget mere.

Bolchevikkerne satte byen Kamens 2 magtfaktorer, den romersk-katolske kirke og den stedlige tsar-loyale adel ud af spillet ved, at gejstligheden i fuld ornat og med brændende røgelseskar og med bajonetter i ryggen blev tvunget til at løbe spidsrod mellem to rækker opmarcherede, bevæbnede rødgardister og jaget videre ud på den tilfrosne flod Ob.

For enden af soldaterrækken var der hugget et stort hul i isen, og under
salmesang forsvandt hele præsteskabet. en for en, ned under isen. Hermed var det religiøse problem ud af verden.

Det administrative lederskab ordnede de røde ved at arrestere overhovedet for adelsslægten Winokuroff. På byens torv, og medens folket så til, blev hver af hans arme og ben med reb bundet til 4 heste, der herefter blev pisket i hver sin retning, så adelsmanden blev revet i fire stykker.

Situationen blev dag for dag mere og mere uholdbar. En dag kom en slæde med en soldat og en gammel kone ind i filialens gård, og pludselig jamrede konen: “Åh, han har stjålet min pung og mine penge”. Efter nogen parlamenteren tog kommandanten en rask beslutning og skød soldaten, der ikke hørte til hans folk.

Noget senere hørte man konen råbe: “Åh, her er pengene jo, nede i bunden af slæden”. Kommandanten så opgivende ud, men for at få en vis balance i tingene, trak han igen pistolen og skød den gamle kone.

Afrejser fra Sibirien
Nu havde min far og hans søskende fået nok. De brød op og tog med den
transibiriske jernbane den lange vej til Vladivostok og herfra videre med skib syd om Asien og via Konstantinobel frem til Danmark.

Under togrejsen, indsyet i en hovedpude, medtog de firmaets og deres egne penge. Ialt godt 2 millioner Tsar-rubler. Var det blevet opdaget, var de blevet skudt på stedet. Den galopperende inflation gjorde imidlertid, at formuen i hovedpuden ved ankomsten til Vladivostok var så godt som værdiløs, idet den ikke kunne veksles til anden valuta. Godt 200.000 af disse Tsar-rubler fra før revolutionen er i dag i min besiddelse. Men hjem til Danmark kom de.

Under opholdet i Danmark blev mine forældre gift den 9/9 1919 i Birkelse kirke i Nordjylland, og kort tid efter, i oktober 1919, rejste de, efter besked fra H.P. Hjerl-Hansen, med damper til New York og indlogerede sig der på hotel Pennsylvania, dengang verdens største hotel med ca. 2200 senge.

Omkring november 1919 ankom de om ad Chicago og Seattle med damper til Yokohama i Japan. Min far tog til Vladivostok igen for på firmaets vegne at sondere, om dansk erhvervsliv kunne forvente et comeback her. Omkring nytår 1919/20 indrettede mine forældre sig i et stort hus i udkanten af Vladivostok. Men forholdene udartede.

I februar 1920 indtager den røde hær definitivt byen og dens flådehavn, men allerede i april 1920 indtager japanerne Vladivostok og flådehavn og de tilgrænsende kyststrækninger for ikke at have den røde hær liggende lige over for selve Japan.

Den 25/4 1920 havde fru Marquard Andersen som nævnt født en søn, og den 10/8 1920 kom jeg til verden under skyderier i Vladivostok, hvor danskeren Granby måtte tage ud for at få fat i en jordemoder. Nogle timer senere kom han tilbage med hende, men havde, for at kunne få hende med, måttet drikke hende fuld. Fødslen blev gennemført, men jordemoderen havde i sin alkoholdøs kludret så meget i det, at min mor 5 måneder senere måtte have sin livmoder bortopereret, så hun herefter ikke kunne få flere børn.

Da min mor i virvaret ikke havde mælk nok til at kunne amme mig, tog fru
Marquard, der var en frodig kvinde, sig af at amme både sin egen og mig. Hun reddede hermed mit liv og bar mig som gudmoder ved dåben, der blev forrettet af en tysk præst i husets dagligstue. I dåbsgave ville min far give min mor et smykke, og da der i Vladivistok var ganske mange højtstående Tsar-tro militærfolk, der for at opretholde livet, solgte ud af deres værdigenstande, opsøgte min mor og Agafia en generalfrue, som Agafia på russisk købslog med om en guldnål med indfattet aquamarinsten. Betalingen kom til at bestå af en kuffertfuld Tsar-rubler.

Flugten til Japan
I efteråret 1920 måtte man erkende, at det ikke var muligt at stable en dansk virksomhed på benene i Øst-Sibirien, og Hjerl-Hansen-firmaet forflytter derfor mine forældre og mig til Japan.

Dette gennemførtes i oktober 1920 ved, at danskeren Fasting bestak kaptajnen på et japansk skib til at smugle os ud, og fra julen 1920 fik vi fast ophold i byen Kobe i Japan gennem de næste 9 år

Fasting var imidlertid af den mening, at firmaet burde betale
bestikkelsespengene til den japanske kaptajn og anmoder derfor i et telegram om at få pengene sendt ud. Den altid påholdende og stærkt religiøse H.P.Hjerl-Hansen, der har støttet kirkebyggeri og religiøst arbejde, giver imidlertid Fasting afslag, hvorefter denne tilbagetelegraferer “Sell a church and transfer money”. Det blev han ikke særlig populær af på hovedkontoret.

Familien Marquard Andersen kom sidst i november måned 1920 til Japan og flyttede ind hos mine forældre i det store hus, mor og far har lejet op ad
bjergskråningen i nord uden for selve Kobe. De medbragte den russiske barnepige Agafia, som blev hos os, også efter at Marquard Andersens noget senere rejser hjem til Danmark.

Fra julen 1920 opholder vi os de næste 9 år i Japan, hvor min far bliver udnævnt til direktør i Alminko, Det Almindelige Handelskompagni ( Foto: Einar Laumann Jørgensen med sin mor).

Scum of the Earth
I Oriental Hotel inde i Kobe holdtes møder og fester. Ved nytårstid et stort
bal. Ved en sådan lejlighed kom en englænder og en australier i klammeri med hinanden. Godt hjulpet af champagne og alkohol.

Englænderen var en høj, tynd, elegant type. der på velformuleret engelsk
forkyndte for de tilstedeværende, at australiere “are the scum of the earth”. Et voldsomt slagsmål resulterede i, at englænderen sølet til i blod og næsten
bevidstløs blev kørt på sygehuset, medens australieren hilste selskabet med
store armbevægelser og forlod hotellet, inden politiet ankom.