Konkurrencen om at gætte, hvad man ser på billedet er slut. Jeg troede opgaven var vanskelig, ja nærmest umulig, og derfor havde jeg mod nok til at udlove en flaske rødvin til den, der kom med det rigtige svar. Blandt adskillige med rigtigt svar er en vinder udtrukket. Det blev Henrik Winter Nielsen fra
Hareskovby. Det rigtige svar er nemlig, at man fra Furesøen ser toppen af to ædelgraner i Nørreskoven. De er omkring 44-46 meter høje. Træerne er blandt Danmarks højeste ædelgraner, og de er plantet af von Langen helt tilbage til 1760’erne. For nogle år tilbage var der seks af dem i Nørreskoven, og områdets
tidligere skovrider, nu afdøde E. Laumann Jørgensen besteg et af dem, bl.a. for at nyde udsigten fra træets top og foretage målinger af træets højde og tykkelse. Tak for mange reaktioner!
Den oprindelige tekst i konkurrencen lød: Laketours.dk har flere gange besværet læsere med svære spørgsmål, men de fleste gange er gåderne blevet løst på fornem vis af vidende mennesker.
Denne gang har jeg næsten gjort det umuligt at vinde noget som helst. Jeg sætter derfor en flaske god rødvin på spil, fordi jeg er sikker på ingen at ingen vil løse gåden.
Forleden dag var jeg fire timer på Furesøen i min kano. Jeg sejlede ned til Frederiksdal og kiggede mig godt for. Jeg er glad for at kunne sige, at der er så smukt og roligt dernede. Tænk netop denne dag havde jeg Furesøen for mig selv bortset fra et par friske kvinder i en toer-kajak. De satte fart på og overhalede mig uden problemer. Jeg vendte kanoen og padlede mod Furesøbad. På et tidspunkt vendte jeg mig om, og løftede I-phonen mod motivet. Havde jeg dog bare gjort det, da jeg sejlede fra Frederiksdal Fribad, så var det bare så klart, hvad denne konkurrence går ud på. Tilbage til det svære og drilske spørgsmål: Hvad ser du på billedet. Der er detaljer på billedet, som er fantastiske. De bringer os 250 år tilbage og næsten op i skyerne. Hvad er det vi ser? Kom med et bud på mynde@laketours.dk. Fristen for at sende det rigtige svar er sat til den 15. april kl. 16. Hvis flere har det rigtige svar trækkes lod om den gode flaske rødvin.