(6 af 8)

Skovrider Einar Laumann Jørgensen (1920-2006) var skovrider ved Københavns Skovdistrikt i mere end 25 år , og boede med sin familie på Skovridergården Systjernen i Hareskov i Værløse. Laketours har med familiens tilladelse fået lov til at bringe otte kapitler af den bog, Fra Vladivostok tuil Vestskoven, som Laumann Jørgensen skrev til hustruen og deres tre børn, nære venner og bekendte. Bogen blev trykt i 2015 i ganske få eksemplarer. Billedet over artiklen viser Laumann Jørgensen under sin studietid.

6. Studietiden 1939-44

Valg af fag og uddannelse er en af de mest afgørende beslutninger i et ungt menneskes liv.

For mit vedkommende skulle man dengang i løbet af de sidste måneder inden studentereksamen vælge studieretning og indsende ansøgningsskema til den instans, man ønskede at uddanne sig under.

Hermed var der lagt op til et skisma i mit hjem. Af bitter erfaring ville min mor for enhver pris undgå, at jeg, som min far gerne så det, skulle gå ind til en fremtid i forretningsverdenen.

Når valget faldt på at søge optagelse på skovbrugsstudiet på Landbohøjskolen, skyldtes det den godt 1.100 tønder land store Tingskov i Han Herred mellem Ålborg og Thisted.

I 1921-23 løb Landmandsbanken, dengang en af vore største banker, ind i tiltagende vanskeligheder og med årlige tab på op til flere hundrede millioner kroner. Nationalbanken søgte med støttebeløb og lån at redde banken, men i 1923 gik banken konkurs, og også store dele af kongehuset, herunder prins Valdemar, mistede deres penge.

Prins Valdemar ejede godset Kokkedal øst for Fjerritslev tilligemed Tinggaard og Andebjerg plantager (Tingskoven). som hans søn, prins Erik, der boede på Kokkedal slot, brugte som jagtområde.

Som følge af Landmandsbankkrakket var prins Valdemar blevet tvunget til at sætte Tingskoven til salg. Min farfar Rasmus Jørgensen var få år før 1923 blevet sagt op som skovrider på Birkelse gods efter et opgør om lønspørgsmål med kammerherre Skeel, og min farbror, Einar, passede, efter hjemkomsten fra Sibirien, en chokoladeforretning i Ålborg.

I denne situation spurgte min farfar sine 2 sønner i Østen, Olaf i Singapore og min far i Japan, om de ville skyde penge i købet af Tingskoven, da de 125.000 kr., prins Valdemar forlangte for skoven, skønnedes at være en fordelagtig pris, hvorved også både Rasmus og Einar Jørgensen kunne få en meningsfyldt tilværelse igen.

Olaf i Ø.K. sagde nej, men min far sagde ja, og via viceadmiral Amdrup på prins Valdemars vegne fik Rasmus Jørgensen skøde på Tingskoven.

I påsken 1938 fik min mor det derfor maget således, at jeg sammen med min faster Ellen, med rutebåden til Ålborg og rutebil kom på påskeferie i Tingskoven, hvor min farbror Einar fik mig interesseret i at søge ind på skovbrugsstudiet på Landbohøjskolen.

1. september 1938 tiltrådte jeg som forstelev på Københavns kommunes skovdistrikt Bidstrup ved Hvalsø under skovrider Lorenz Krarup.

Kulturchokket
Skovbrugsstudiets første år bestod dengang i, at man slet og ret blev skovarbejder og arbejdede med manuel skovning af nåletræ og løvtræ sammen med skovdistriktets skovløbere og skovarbejdere. Selv om jeg fra tennis var i besiddelse af en vis fysik, var jeg overhovedet ikke gearet til tungt, fysisk arbejde med økse, sav og især med udbæring på skulderen af tunge granstammer.

Jeg blev sat på hold sammen med en ung, stærk skovfogedaspirant, der skulle tjene til sin uddannelse og sit ophold gennem vores fælles akkordarbejde. Efter en kort introduktion i fældning med økse gik vi i gang i en hidtil uudtyndet bevoksning af ung rødgran. Det gik nogenlunde med at fælde og afkviste granerne, men når vi hver dag hen på eftermiddagen skulle bære dagens skovede effekter ud til bilfast skovvej, kneb det gevaldigt. Især at bære båndene, d.v.s. stammer, der i brysthøjde har en diameter i brysthøjde på 10-15 cm og vejer flere hundrede kilo.

Når jeg skulle tage den tunge ende. fandt vi hurtigt ud af, at jeg ikke magtede opgaven. Når vi stolprede ud gennem granrækkerne med hænderne sovset til i harpiks, så jeg sol, måne og stjerner foran mig.

Efter 7-8 timers skovning og udbæring dag efter dag blev jeg efterhånden så medtaget og træt, at jeg faktisk græd mig i søvn om natten og havde ondt ved at stå op næste morgen kl. 6 for med 2 madpakker og termokande at stille på arbejde kl. 7.

Efter nogen tid indså man, at jeg måtte overføres til andet arbejde i stort gran og løvtræ sammen med en skovløber Jørgensen. Han var et elskeligt menneske, der gennem vore samtaler omkring måltiderme indså min elendighed. Han foreslog, at vi omlagde dagens trummerum ved, at vi delte vor samlede månedlige akkordindtjening, så han fik ¾ og jeg ¼. Så havde han råd til, at vi pauserede og ind imellem gik hjem til hans hjemmegående hustru og fik kaffe og snakkede om livet i almindelighed.

En totalt ukendt verden åbnede sig for mig. Skovarbejderes specielle tankeverden og syn på overordnede, deres omgang med kolleger, deres politiske holdninger som gode socialdemokrater og med despekt for borgerlige normer o.s.v.

Mørkeræd i skoven

Under vore samtaler i skoven lukkede jeg mere og mere op og fortalte ham om, hvad jeg var opvokset i, og åbenbarede f.eks. for ham, da vi kendte hinanden rigtig godt, at jeg som bybo var mørkeræd i skoven. “Det skal jeg hurtigt få dig kureret for”, sagde Jørgensen. Nogle aftener, når det stormer eller regner, går du ved 20-tiden på gå-ben de godt 2 km gennem skoven fra skovridergården og op til vores skovløberhus.

Du lægger mærke til skovens lyde fra dyr og fugle, og med et mellemstort stykke brænde i hånden, som psykologisk støtte, selvom det er udelukket. at du møder nogen som helst, ankommer du så til kaffe oppe hos os. Ved 22-tiden går du retur og går i seng.

Efter en månedstid var jeg fortrolig med den begsorte nat i skoven og med dens skiftende stemninger og lyde, og herefter har jeg aldrig følt angst eller ubehag ved at færdes i en skov ved nattetide.

Hjemme på Valborup skovridergård blev kulturchokket af samme omfang som i skoven. I mit hjem havde jeg aldrig hørt mine forældre skændes. På skovridergården kom og gik mange mennesker, og internt i huset mundhuggedes man mellem ægtefæller, logerende og husassistenter. Til middagsselskaber konverserede man om emner, jeg aldrig havde hørt om hjemme.

Essensen af samtaler og holdninger viste mig, at moralbegreber og etik i de for mig nye miljøer ofte lå på et lavt og behageligt standpunkt.

Som forstelevåret skred fremad, fik jeg efterhånden fysik og styrke, men mangt og meget gjorde, at jeg omkring påsken 1939 dårligt kunne holde det hele ud længere og overvejede, om jeg ikke skulle holde op med skovbruget.. Men der forekom ikke at være noget alternativ.

Hen på foråret 1939 ankom sidstedelsskovbrugsstuderende Gerda Sorterup, der på distriktet skulle løse opgaver i forbindelse med sin afslutning af skovbrugsstudiet.

Hendes og husets frues kemier matchede overhovedet ikke. I vore samtaler rådede Gerda Sorterup mig dog til, trods alt, at bide tænderne sammen og holde fast ved studiet. Hun var en af de første kvinder, der studerede til forstkandidat. og jeg fandt da ud af, at kunne hun som kvinde gennemføre studiet i det totalt mandsdominerede fag, kunne jeg vel også.

At blive sat ind i jagtens mysterier hørte dengang med til elevåret og var noget af det mere opløftende, selvom den indlæring, jeg fik, var helt ved siden af, set med nutidens øjne.

Min farbror Einar forærede mig meget venligt et tungt, klodset jagtvåben, der hedder en drilling. Et dobbeltløbet jagtgevær med underliggende 9 mm riffelløb. Sådan set et fint våben, blot helt uegnet til klapjagter og haglgeværjagt. Bøssen var ikke indstillet til mine armlængder eller til min krop. For tungt og kortløbet og hvor man skulle vride hovedet unaturligt for at få det rette sigte.

Jeg fik ingen instrukser i, hvordan man gererer sig på jagt. Heller ikke, hvad der var fredet af vildt, og hvad ikke. Så i henved 15-20 år var jeg en elendig skytte og fik udtalt mindreværd overfor habile jægere. Først da en behjertet jagtkammerat langt senere bad mig smide drillingen i skraldespanden og se at få fat i et let og tilrettet haglgevær af dyrt og anerkendt mærke, fik jeg i St. Kongensgade en såkaldt 3-ringet Sauer, hvorefter jeg resten af min karriere blev en habil og god skytte.

Da det trælse førsteår lakkede mod enden, åndede jeg lettet op, og efter en sommerferie i Tranum Strand i Han Herred ikke langt fra Tingskoven så jeg frem til at komme i gang med det egentlige studie i skovbrug på Landbohøjskolen.

Tiden på Landbohøjskolen
Den 1. september 1939, på dagen for udbruddet af 2. verdenskrig, spillede jeg i en tennisturnering for Hvalsø i Haudrup.

Dagen efter mødte de nye studerende op i auditorium IX, hvor rektor Bjerrum bød velkommen og kundgjorde den tragiske meddelelse om, at tyskerne nu var på vej ind i Polen.

Jeg sad ved siden af en stor, stout ny forststuderende, Sten Bjerke, jeg senere i min karriere havde meget samarbejde med i Danmarks Naturfredningsforening, i pionerarbejde på 5-6 skånske godser, hvor Bjerke var skovrider, og i den senere Fredningsstyrelse.

Første del gik med forelæsninger i det store auditorium IX,hvor alle skolens studieretninger samledes til indlæring i de naturvidenskabelige grundfag som fysik, kemi, biologi m.m. Vi var flere hundrede sammen i auditorium IX.

I fysik hørte vi på den strikse og markante professor Marke. En dag, da vi skovbrugere var uopmærksomme og sad og småsnakkede på en af de bageste rækker. skiftede han pludselig til høringer, eksaminatorier og kaldte ved navn os skovbrugere op til tavlen; en for en den lange vej fra de bageste rækker, og udbad sig løsninger på problemet, han var i gang med på tavlen.

Da vi ikke havde hørt efter, kunne vi ikke knække nødden. Først Chr. Dalgas. Tilbage på plads. Videre efter hans liste over skovbrugere. Frem til Friis Jensen. Heller ingen forklaring. Højer Jensen, Laumann Jørgensen og helt til slut Thorlacius-Ussing.

Efter forelæsningen gik vi i samlet flok ned til professor Marke for at give ham en undskyldning. Han så på os og svarede frejdigt: ”Det skal I ikke tænke over. Jeg har sjældent under en forelæsning moret mig så godt som i dag.”

I kemi forelæste skolens direktør Bjerrum. Han var dygtig, men temmelig distræt. Til eksamen forlangte han mere, end f.eks. de stakkels landbrugere uden større skolekundskaber, kunne leve op til.

Da de skulle til eksamen, troppede vi op for at høre på og se, hvordan det spændte af.

Bjerrum tog 3 mand op ad gangen. Herefter kom han ud og forkyndte karaktererne. Uden for døren kom afgørelsen: “Ja, jeg behøver ikke at nævne d’herrers navne, for de har alle tre fået “slet”. Det blev for meget, og herefter overtog en amanuensis eksaminationer og karaktergivning i kemi.

Som den sidste sproglige student, der var blevet optaget, da man efter min årgang krævede matematisk studentereksamen, var jeg intet bevendt i matematik. Jeg gik derfor til manuduktion hos en polyteknikerstuderende, der fik mig sat ind i matematik og fysik. Matematikprofessor David Fogh vidste, at jeg manglede meget i matematik. Da vi skulle op til mundtlig eksamen, trak det af forskellige grunde ud til henimod aften, inden de tog mig ind.

Efter overhøring et kvarters tid spurgte Fogh censorerne, om ikke det var nok, så de kunne komme hjem til aftensmad. Det faldt i god jord hos de to censorer, og lidt efter kom professoren ud med et smil og et blink i øjet – og gav mig et mg. Hermed var I. del reddet i land for mig
.
I 1869 besluttedes det, at også skovbrugere skulle kunne blive uddannet på den i 1858 oprettede Landbohøjskole. Med så forskelligartede studerende som dyrlæger, landbrugere, landinspektører, skovbrugere og havebrugere gav selvsagt anledning til mellemfaglige brydninger.

Selv i 1940’erne var kantinen på højskolen f.eks. stadig opdelt i fraktioner, hvor især dyrlægerne, der kom fra øvelser i dissektion af døde heste og køer. var henvist til en afkrog, da duften omkring dem nu og da mildest talt var speciel.

Vi mindedes derfor, da daværende forstdocent Hansen protesterede voldsomt over, at skovbrug skulle flyttes fra Polyteknisk Læreranstalt og over til Landbohøjskolen, idet han fandt det uacceptabelt, “at højtuddannede akademikere skulle til at studere sammen med gemene hestesnidere”.

II. del af skovbrugsstudiet fandt for det meste sted på Rolighedsvej på selve skovbrugsafdelingen, og her fik vi indsigt i de egentlige skovbrugsfag gennem de dengang kun 2 skovbrugsprofessorer, Howard Grøn i skovøkonomi, planlægningslære og skovhistorie, medens professor Carl Mar:Møller tog sig af skovdyrkning, træmåling og de såkaldte “torsdagsekskursioner”, hvor vi pr. tog og bus hver torsdag besøgte diverse skovdistrikter på Sjælland.

Om sommeren var vi på sommerøvelser til jydske distrikter. Lagde driftsplaner, tilvækst- og hugstplaner samt foryngelsesplaner, hvor vi 2 og 2 skulle lægge plan for ca. 100 ha under ledelse af de 2 skovbrugsprofessorer og deres ene assistent.

Når man i dag ser på bemandingen og strukturen på Skovbrugsinstituttet med dets integrering med tilgrænsende fagområder, at de 2 distriktophold stort set er elimineret, kan man hver især tænke sit.

Efter endt eksamen på II. del fulgte det andet distriktsophold, hvor vi oftest 2 og 2 søgte om ophold på et skovdistrikt for i løbet af det sidste år at udarbejde og aflevere opgaver i landmåling af ca. 100 ha skov og udarbejdelse af en driftsplan, ligeledes for ca. 100 ha skov.

Da vi havde haft førsteåret på udprægede løvtrædistrikter, søgte Jørgen Lassen og jeg om 2. distriktsophold på det store plantagedominerede Palsgård statsskovdistrikt ved Nørre Snede under skovrider Kai Norton Kierkgaard. En dominerende, feudal, men energisk og dygtig forstmand, der sideløbende med sin skovridergerning var Statens Tilsynsførende med alle private plantager i Jylland.

Gudsbenådet jæger

Kierkgaard var en gudsbenådet jæger, og i sine unge år var han så dårligt lønnet på Fjeld og Skaføgaard gods, at han måtte ernære sig ved også at være trapper, d.v.s. han udsatte fælder for at fange pelsdyr som skovmår og husmår, hvis skind han solgte til høje priser
.
På Palsgaard var vi med ham på sporjagt i sne efter skovmår, der ikke var fredet dengang. I sneen gik vi på fod efter måren halve kilometre gennem tykt og tyndt. Ind imellem var måren oppe i en gran for senere at hoppe ned og fortsætte på jorden. Efter rum tid endte vi ved en skovfyr, og Kierkgaards konklusion var “Hvis jeg ikke tager meget fejl, så sidder skovmåren oppe i den egernrede i skovfyrren”. Vi så vantro på hinanden. “Send et haglskud op i reden, så får vi se”. Efter skuddet røg en mår i en stor bue ud af reden og faldt død ned i sneen lidt derfra. “Sådan skal det gøres” var eneste kommentar.

Kronvildt var han også eminent til at trykke ud af tætte bjærgfyrbevoksninger og ud på åbne flader, så man kunne få skud til dem med riffel.

I Gludsted plantage stod vi 2 studerende plus distriktets forstassistent for, medens Kierkgaard masede gennem tæt bjergfyr på foden af en kronhjort. Han havde forudset, at hjorten ville komme ud mellem 2 af os og nynnende pressede han hjorten ud, hvor han havde sagt, at den ville komme. Og med salver af riffelskud skød vi efter hjorten, der langt ude på hedefladen tabte fart og til slut faldt død om.

Festlig som Kierkgaard var, bød han på steg og vin, når vi udasede kom hjem til skovridergården efter sådan en jagt. Og fra enden af spisebordet fortalte han malende om den største kronhjort, han havde skudt, og hvis enorme gevir prydede væggen over hans skrivebord..

I l½ døgn og i ½ meter sne havde han og 2 skovløbere sporet en stor hjort fra Gludsted plantage, ud over flere kilometer åbent land og over i Nørlund plantage, hvor han så, at hjorten var “stillet”, d.v.s. stod stille og prustende inde i gammel bjergfyr. Med et velrettet skud sendte han 18-ender-hjorten til de evige jagtmarker.

Krebsegilderne på Vester Palsgaard skovridergård gik der frasagn om i hele Midtjylland.

Skovdistriktet rådede i Velling og Snabegård skove over 2 dybe søer med stejle brinker og med masser af flodkrebs i.

Vi startede ved 19-tiden med at fange karusser og små aborrer med stang og prop. Fiskene blev surret fast til bunden af små ståltrådsbure, kaldet krebsebrikker, og med en snor fastgjort til en busk eller et lille træ blev brikken kastet ud i søen. Vi lagde en halv snes stykker ud og lod dem have fred et par timer. Imedens indtog vi smørrebrød og godt med drammer.

Stemningen, ofte med fuldmånen spejlende i søen og med Bryrupbanens tog dampende forbi, var unik.

I mørket ved 22-tiden trak vi i skæret fra store lommelygter brikkerne op og pillede et utal af krebs ud af dem og over i nogle medbragte sække. Når vi havde nogle hundrede stykker, gik turen tilbage til skovridergården, hvor fru Kierkgaard gik i gang med at koge dem med dild.

Imedens dækkede man op ved et langbord med bænke ude på gårdspladsen og ved midnatstid, ofte i lumre og stille augustnætter, fortærede et indbudt selskab på 15-20 mennesker krebs og akvavit i stride strømme og til sang og dans.

Skovrider skød tre hunde

Jagt og fiskeri var en hel central del af livet hos skovrider Kierkgaard, og når forholdene var gunstige og vejret ligeså, blev alt andet fejet til side til fordel for Sophus Bauditz-stemninger.

Hans sind var barskt. Vi var bange for ham ind imellem. Til jagt havde han 3 jagthunde, der en månelys januarnat gav sig til at tude i vilden sky ude i hundegården.

Fra vort værelse hørte vi Kierkgaard rasende true hundene til at holde mund. Da det 2-3 gange ikke gav resultat, hørte vi ham ved 5-tiden om morgenen komme farende ud endnu en gang, og bang-bang-bang strakte han alle 3 hunde til jorden og gik herefter til ro.

Nogle måneder før distriktsåret sluttede, pakkede vi sammen og tog over til Jørgen Lassens far på Vemmetofte Klosters skovdistrikt for at få en afsluttende skoling før 3. dels eksamen, som han kendte alt om som tidligere mangeårig censor på 3. del.

Afsluttende eksamen fandt sted på Gurre statsskovdistrikt tæt ved Marianelund kro, hvor vi blev indlogeret.

Hele 3. dels eksamen var overhøringer ude i skoven i 5-6 fag som f.eks. udvisning til fældning, sortering af effekterne på en stor skovningsplads m.m.

Eksamenssnyd

Sortering af en stor renafdrifts tømmer og kævler var en svær opgave. Jeg fik ½ time til at finde ud af, hvor mange kubikmeter tømmer og kævler plus brænde, der var på en afdrift på en 3-4 hektar. Jeg vandrede rundt i kvas og stammer, indtil jeg opdagede. at der i udkanten af arealet gik en skovarbejder rundt og ryddede op

Jeg forklarede ham, at jeg var sat til at opgøre og sortere træeffekterne og spurgte, om han kunne hjælpe mig. “Ja, det kan jeg, for her har jeg en opgørelse over det hele”.

Jeg lånte opgørelsen og skrev resultaterne af, takkede og listede tilbage til det sted, hvor jeg skulle møde eksamenskommissionen. Da de skulle bedømme mit resultat, fik jeg at vide, at mine skøn og beregninger var meget tæt på det faktiske, hvorefter en topkarakter i sortering var i hus.

Da eksamen var tilendebragt, skiltes vi studerende og drog hver til sit.

Jeg tog kystbanen til Hellerup og gik til Bernstorffsvej med forvisningen om, at jeg pointsmæssig var blevet nr. 3 på mit hold.

Denne spadseretur i dejligt forårsvejr havde den stemning over sig, som man kun oplever meget få gange i livet. En stjernestund. Et langt uddannelsesforløb var til ende, og hvor man stod ved en afgørende skillevej i valg af fremtid og i virkeligheden var fri som fuglen og efter hjemkomsten var klar til at pakke bøger og notater og meget andet godt sammen efter 6 års studier med nu prædikatet cand silv., forstkandidat med resultatet 7,21 eller mg+.

Få dage senere mødtes vi 10 mand høj på rektors kontor, hvor vi fik vort eksamenstestimonium, og tog afsked med professorer og lærere og med hinanden. En epoke var slut.