En håndværkersvend fra Italien Julius Theodor Pierri vandrede til Danmark, hvor han mødte den danske pige Johanne Caroline Petersen.
De giftede sig og fik to børn, sønnen Alfons og datteren Angelica. Hun blev født den 14. december 1870.
Moderen havde mødt en ledvogter fra Fyn, og da den italienske mand døde blev børnene afleveret til to forskellige plejefamilier. Angelica kom til ægteparret van der Brügge, indehavere af en mælketoddybar i en kælder i Blaagaardsgade i København og Alfons endte sine dage i USA, i øvrigt som en kendt og afholdt læge.

I 1890, da Angelica var tyve år, traf hun den unge rigsgreve Carl Valdemar von Sponneck. Deres forhold resulterede i datteren Stella, der dog ligeledes blev sat i pleje, og efter kort tid også kom til familien van der Brügge.
Angelica rejste til Kolding for at blive uddannet i livet hos en lokal præst. Her i byen mødte hun en ung mand, Arndt Burchardt, der var søn af byens førende lakproducent. Han var så forelsket i pigen, at han ikke alene brugte alle sine egne penge, men også – mod alle aftaler – nogle af sin fars.
Faderen gav sin søn to muligheder. Enten meldte sønnen sin svindel til politiet eller også giftede han sig med pigen.
Efter brylluppet blev parret sendt til Sydafrika. Her gik ægteskabet i stykker, og hun tog sig et arbejde på en bar. En dag kantede en høj slank gæst sig ind til et bord i baren. Det var den hovedrige Adolf Goertz, ejer af diamantminer i Sydafrika og ugift.

Goertz inviterede hende til et møde, hvor også hans livlæge deltog. Her fortalte han, at han var dødelig syg og højst havde to år at leve i. Hun ville ikke fortryde, hvis hun giftede sig med ham! Hun veg aldrig fra ham. Hun sad hos ham den dag døden indtraf i Manor House i London i 1897. Goertz efterlod en gigantisk formue, og hun købte Alershvile Slot for nogle af midlerne.

Hun var ung, smuk og rig, men syntes hun manglede en fin titel. Hun kom i tanker om datterens far, lensgreven, og bad ham om at gifte sig med sig og flytte ind på Aldershvile. Parret hentede derefter datteren til Bagsværd. Det ægteskab holdt kun kort tid, og nu søgte Angelica at komme ind i de bedste kredse i England.

Hun lærte kunsthandleren Gustav Mayer at kende, og han førte hende bl.a. ind i kunstens verden. Også det ægteskab gik i opløsning ikke mindst på grund af hendes forelskelse i en ung rytter ved navn William Ewans, yngste søn af Lord Ewans til grevskabet Davenhill i Skotland.
Den 9. juni 1909 brændte Aldershvile Slot, og Angelica, Ewans og datteren flyttede ind i portnerboligen. Datteren flygtede en aften efter ballade med Ewans, moderen solgte Aldershvile til sin tidligere mand Mayer uden at få papir på noget, og Ewans red ud af hendes liv. Alligevel fortsatte Angelica sit festlige liv, men en dag var den enorme formue væk.

Grevinden af Bagsværd købte til sidst en låneforretning på Vesterbrogade 47 ved Vesterbros Torv i København. Hun var elendig til at drive forretning.

Den 12. juli i 1914 tømte grevinden et glas, hvis indhold var whisky og gift i forening. Den sidste drink. Festen var slut!

Ejerne af Aldershvile Slot har været følgende:

1780-1794 Johan Theodor Holmskjold (byggede først Sophienholm og siden Aldershvile)
1794-1799 Adolph Ribbing (deltog i mordet på kong Gustav III – forelsket i den anden Schulin-enke)
1866-? Christian Hermann baron Stampe
1897-1900 S.A. van der Aa Kühle (Carlsberg-direktør)
1900-1911 Angelica rigsgrevinde von Sponneck (Grevinden af Bagsværd)
1911-1917 Gustav Meyer (den fjerde ægtemand – kunsthandler)
1917-1927 Carl Olesen (københavnsk fabrikant – byggede Aldershvile Slotspavillon)
1927-nu Gladsaxe Kommune

Billedet over artiklen er hentet i bogen: Grevinden af Bagsværd, skrevet af forfatteren Karen Aabye. Grevinden sidder på en bænk i sin have og nyder udsigten over Bagsværd Sø. Se flere billeder af grevinden, slotsruinen og Bagsværd Sø i galleriet.