Ny bog om Gyldendal giver nye oplysninger om forfatterens sidste år

Om kort tid skal vi både mindes den tyske besættelse den 9. april 1940 og fejre befrielsesdagen den 5. maj 1945.

Det er i år således 75 år siden, at Danmark atter blev frit. Mange danskere gav deres liv i modstandskampen og deres familier måtte siden leve med savnet og smerten resten af livet.

Retsopgøret efter krigen har siden været genstand for adskillige overvejelser og undersøgelser. Var det i orden at henrette 46 danskere i tysk tjeneste i årene frem til 1950? Alle var mænd og flere med mange mord på samvittigheden. 16 blev skudt i Viborg og 30 blev henrettet på Christiania i København.

Stemningen i befolkningen efter befrielsen 1945 beskrives af historikere som hadsk over for tyskere og danskere, der på den ene eller anden måde havde samarbejdet med tyskere under krigen eller som var medlemmer af nazipartiet.

Her på egnen er vi mange, der stadig læser de tur-guider som den lokale forfatter Svend Fleuron (1874-1966) skrev i begyndelsen af 1900-tallet. Det drejer sig om:

  • Fører i Dyrehaven, Danmark Nationalpark (1914)
  • Hareskovene: Fører i Store og Lille Hareskov samt Jonstrupvang (1915)
  • Skovene om Fursøen: Fører i Frederiksdals Skove og Nørreskov (1915)
  • Rude- og Geelsskov: Fører i Skovene om Holte (1917)

Jeg har mange gange kigget i og hygget mig med med hans små guider fra Hareskovene og Skovene om Fursøen (foto over artiklen). Masser af gode og spændende anekdoter, som jeg har fortalt til mange på mine ture med Laketours. Han må have vandret på vor egn på kryds og tværs og noteret alt ned om dyr, træer og planter.

Jeg har aldrig læst nogle af hans romaner, men har forstået at de solgte godt i andre lande ikke mindst i Tyskland. Nogen gange har jeg hørt ham omtalt som nazi-dansker. Og en dag fik jeg at vide, at man i Gladsaxe i 1926 havde opkaldt en vej efter ham, Svend Fleurons Vej. Den fik efter krigen navneforandring til Maglegårds Alle.

På Gladsaxes hjemmeside med fortællinger om kommunens vejnavne kan man bl.a. læse følgende:

Indtil januar 1926 hed vejen Gladsaxe Alle. Navneændringen til Svend Fleurons Vej blev gennemført ifølge skrivelse af 15. januar 1926. Vejnavnet blev i juli 1946 ændret til Maglegårds Alle, hvis hidtidige forløb blev forlænge til Gladsaxevej, sådan at de to dele kom i direkte forbindelse med hinanden. Årsagen til navneændringen fra Svend Fleurons Vej til Maglegårds Alle var, at forfatteren Svend Fleuron, som vejen var opkaldt efter, blev regnet som kollaboratør under anden verdenskrig.

Videre hedder det:

Svend Fleuron blev født på Katrinedal ved Keldby på Møn og var søn af en godsejer. Svend Fleuron slog sig op som forfatter til romaner hvori dyr gives menneskelige følelser og evner, f.eks skinsyge og evnen til at ræsonnere. Disse romaner var umådeligt populære og udkom i utallige oplag. Med den polemiske roman Fasandyret (1934) gik Fleuron ind i debatten om jagt og vildtopdræt. Romanen giver en realistisk beskrivelse af efterstræbelsen af rovdyr og rovfugle – alt som kunne true det for godsejernes givtige fasanopdræt. Den sparer imidlertid ikke på patos og moraliserende pegefingre. Fleuron sendte eksemplarer til fruerne på en række danske godser til julen 1934 med en hilsen om at de ikke vidste hvad der foregik i mændenes skove. Dette træk gjorde Fleuron forhadt i godsejerkredse. Svend Fleuron var inden 2. verdenskrig en respekteret forfatter, og nød anerkendelse i udlandet, herunder i Tyskland. Forbindelserne til Tyskland medførte, at Fleuron efter krigen blev betragtet som kollaboratør. Han blev ekskluderet af Dansk Forfatterforening i 1946, og som bekendt blev villavejen i Søborg omdøbt til Maglegårds Alle.

I denne uge fik jeg fat i en fremragende bog fra 2003, skrevet af journalisten og forfatteren Arne Hardis. Bogen giver svar på de mange løse ender i Svend Fleuron-sagen. Den hedder Æresretten – Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52.

Journalist Arne Hardis fandt i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsafdeling to sorte arkivkasser, der rummede dokumenter, breve, erklæringer, forhørsprotokol og domme fra Dansk Forfatterforenings Æresret. Hans bog om denne særlige ret er den første, der i detaljer gennemgår de i alt 26 anklagede forfattere og deres sager ved Æresretten.

En af de anklagede var netop Svend Fleuron. Hvad var han mistænkt for at have gjort sig skyldig i under krigen?

Retten havde fundet otte anklager, den ville afhøre ham om:

  1. Han havde deltaget i en rejse til Tyskland sammen med repræsentanter for ti andre lande som den tyske regeringsgæst – og var blevet modtaget af Dr. Goebbels.
  2. I tidsskriftet Wille und Macht havde han skrevet om dansk-tysk kulturfællesskab og det nye Europa.
  3. Ved en nationalsocialistisk digteraften i Koncertpalæet den 4. november 1941 havde han optrådt som oplæser.
  4. Han havde søgt om våbentilladelse – og fået den i februar 1944 – fordi han følte sig truet på grund af sin tyskvenlige indstilling.
  5. I et brev til en ven i Lübeck havde han udtalt sit håb om den germanske races sejr og udtrykt sin beundring for det store, tapre, vågne tyske Folk.
  6. Han havde været abonnent Paa godt Dansk.
  7. Han havdee doneret 50 kroner til Den Nationale Aktion – et nationalsocialistisk inspireret småparti dannet i 1942.
  8. Endelig han havde deltaget i en reception hos Wivex i 1940 med Mackeprang som taler og Nordische Gesellschaft som arrangør.

Under sagen kom der yderligere to anklagepunkter frem, bl.a. at han havde deltaget i en fest i Fædrelandets lokaler, hvor han havde fortalt morsomme ting fra en Tysklandsrejse.

Til sit forsvar fortalte Svend Fleuron bl.a., at hans bøger havde fundet større forståelse i Tyskland end i noget andet land. Den anerkendelse, han savnede i sit Fædreland, fandt har der, og der opstod et meget fint venskabsforhold til det tyske forlag, der udgav hans bøger. Økonomi var også en af forfatterens forsvarspunkter.

Ifølge bogen Æresretten kom rettens tre medlemmer i 1946 frem til følgende dom:

Efter det helhedsbillede, udvalget har dannet sig af Svend Fleurons færden under besættelsen, må han siges at have kollaboreret med besættelsesmagten i en sådan grad, at han ikke bør tolereres som medlem af Dansk Forfatterforening.

Foreningens Æresret blev samlet igen i 1952 og seks tidligere udsmidte forfattere, herunder Svend Fleuron, fik hver et brev med denne tekst:

…De pågældende har alle haft en vis forbindelse med tyskerne eller med det danske nazistparti, og de har derigennem i ord eller gerning vist unational holdning, således at deres kolleger i Dansk Forfatterforening, over for hvem de på denne måde under en særdeles kritisk periode har stillet sig usolidarisk, med rette vil kunne kræve, at der reageres herimod, men de pågældendes virksomhed har dog ikke været af så skadelig art, at det kan forsvares for et længere tidsrum end det nu forløbne at nægte dem adgang til deres kollegiale sammenslutning med de deraf følgende fordele, om de måtte ønske det.

Svend Fleurons svar faldt nogle uger senere, hvor han høfligt meddelte:

…at dette, således som det er formet, ikke har nogen interesse for mig. Jeg er mig nemlig ikke nogen unational holdning bevidst, og det kunne derfor aldrig falde mig ind at lade mig optage til trods for en sådan. Hvis Forfatterforeningen, hvad jeg ville finde rimeligt, beklagede at have ligget under for kapitulationstidens psykose, ville sagen stille sig anderledes. Jeg skal ikke have noget imod, at dette svar offentliggøres samme med Deres skrivelse.

Deres ærb. Svend Fleuron.

Forfatteren Arne Hardis afslutter kapitlet om Svend Fleuron i sin bog Æresretten med følgende ord:

Fleurons svar blev vist aldrig læst op for hans kolleger i Forfatterforeningen. Til gengæld slap Gladsaxe Sogneråd for at tage stilling til det vejnavnspolitisk komplicerede spørgsmål, om Maglegårds Alle nu atter burdes kortes af til længden før 1946?

Der er foretaget enkelte rettelser i ovennævnte artikel i de oprindelige tekster, f.eks. er navneord stavet med lille (red.)

Kilde: Arne Hardis, Æresretten Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52. Lindhardt og Ringhof 2003.

Udover sine turguider har Svend Fleuron bl.a. skrevet følgende romaner:

  • En Vinter i Jægergaarden (1909)
  • Det røde Kobbel (1914)
  • Det tuder om Natten – Roman om den sidste store Hornugle Strix
  • Ib Fidelius Adeltand (1917)
  • Haren den graa (1918)
  • Killingerne: en Familiekrønike (1920)
  • Grum – Roman fra Sø og Mose (1920)
  • Det fængslede Vildnis (1925)
  • Flax Aedilius (1929)
  • Fasandyret – Farvel til Nordens fauna (1934)
  • Myregeneral Kallus (1935)

SIDSTE SIDSTE SIDSTE

En ny bog Selveste Gyldendal – en historie, der er skrevet af forfatteren og journalisten Pernille Stensgaard, kaster nyt lys over den utrolige historie om forfatteren Svend Fleuron.

I bogen, der handler om det københavnske forlag, der gennem 250 år har udgivet langt det meste af den største og bedste danske litteratur, finder man nogle sider med den udsmidte forfatter.

Ifølge bogen sagde Gyldendal-direktør Ingeborg Andersen umiddelbart efter Æresrettens afgørelse:

Naturligvis må dommen få konsekvenser. Efter min private mening kan Gyldendal ikke fortsat udgive en mand, der er ekskluderet af Forfatterforeningen.

Fleurons første bog udkom hos Gyldendal i 1906, så forfatter og forlag havde været sammen i fyrre år.

I marts 1961 skrev Gyldendal til Svend Fleuron, at forlaget havde den glæde at kunne meddele, at man for tiden overvejede af optrykke en eller flere af hans bøger som ungdomsbøger: Haren den grå eller Det røde kobbel.

Et par måneder senere dukkede en af forlagets redaktører, Arne Wøldike Smith, op hos den nu 87-årige forfatter i Humlebæk. Den gamle mand afviste enhver forbindelse med Gyldendal. Stadig sur og vred over den behandling, han havde fået af forlaget.

Gyldendal henvendte sig for anden gang siden fordømmelsen til den glemte succesforfatter. Dennegang varetog sønnen sin fars interesser, da Fleuron blev ramt af et slagtilfælde kort før sin 90-års fødselsdag. Sønnen genoptog forbindelsen og høstede gevinsten. De to tidligere nævnte titler blev genoptrykt hver i et oplag på 5.000.

På den måde kom Svend Fleuron tilbage til Gyldendal.

Skulle jeg anmelde bogen Selveste Gyldendal – en historie, og det skal jeg ikke her, så ville jeg give den alle de stjerner, man kan samle sammen. Den er spændende og underholdende. Fremragende på alle måde!!

Kilde: Selveste Gyldendal – en historie. Af Pernille Stensgaard. Udkommet 2. april 2020.